Danske Mink efterlyser avlsgaranti - To minkavlere har allerede bestilt nye avlsdyr

Afklaring om fremtiden, efter udløb af det midlertidige minkforbud ved nytår, trækker ud. Dansk Mink forlanger en avlsgaranti fra ministeren.

To minkavlere har nu lagt billet ind på nye avlsdyr, så de klar, når det midlertidige forbud mod minkhold i Danmark udløber ved årsskiftet.

Det oplyser Louise Simonsen, der er formand for foreningen Danske Mink.

Hun medgiver, at det kræver et grundigt arbejde i ministeriet at komme med et bud på, under hvilke rammer minkavl i Danmark kan foregå sundhedsmæssigt forsvarligt. Men hun opfordrer samtidig ministeren til tage hensyn til de 15 minkavlere, der valgte en dvalemodel frem for en endelig nedlukning.

Avlerne har brug for at forberede sig med hensyn til eksempelvis infrastruktur, vacciner og foderindkøb, forklarer Louise Simonsen. Derfor efterlyser hun en avlsgaranti.

- Det vil være en garanti, der siger: Ja, der kan avles efter nytår, men uden at den endelige model er på plads. Det vil give arbejdsro for både ministeriet og avlerne, siger hun.

For at bestille nye avlsdyr lægges der typisk et beløb upfront på 50 procent af prisen, oplyser Louise Simonsen.

Svar trækker ud

Opfordringen fra Danske Mink kommer her, godt to måneder efter SSI og DK-Vet afleverede en ny risikovurdering om minkhold i Danmark.

I den stod, at der kun vil være lav risiko for, at der opstår en ny farlig minkvariant. På trods af det nye faglige grundlag er det dog stadig uklart, hvor regeringen står. Tidligere lød det fra fødevareminister Rasmus Prehn, at avlerne ville få svar inden sommerferien.

I et skriftligt svar til LandbrugsAvisen hedder det nu:

- Udgangspunktet lige nu er, at det midlertidige forbud udløber ved årsskiftet. Jeg ønsker selvfølgelig, at der kommer en afklaring så hurtigt som muligt. Der arbejdes derfor på højtryk for at få et beslutningsgrundlag på plads. Men jeg bliver nødt til at holde fast i, at det er afgørende, at en beslutning træffes på et forsvarligt grundlag. Vi må ikke gamble med danskernes sundhed.

Det har ikke været muligt at få uddybet, hvad det præcist er, ministeren venter på. Men forsinkelsen må betyde, at avlerne, der har valgt en dvalemodel, har krav på som minimum at få en avlsgaranti, mener Danske Mink.

- Alt andet er utilstedeligt efter den fodslæbende og sløve behandling, de har fået af Rasmus Prehn. Gang på gang sylter han beslutninger om dvale-avlerne på trods af utallige lovninger fra ham om det modsatte, siger Louise Simonsen fra Danske Mink.

Ifølge fødevareordfører hos De Konservative, Per Larsen, er det på ingen måde i orden, at Prehn udskyder den endelig beslutning.

- Jeg har presset på så sent som i sidste uge og sagt, at det haster, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle