Danske Minkavlere udvandrer fra møde i ministeriet: Vil ikke tages som gidsel

Danske Minkavlere med Tage Pedersen i spidsen er stærkt utilfredse med netop fremlagte krav fra myndighederne til fremtidig minkavl i Danmark. De vil de facto umuliggøre minkproduktion, lyder det.

Danske Minkavlere udvandrede onsdag eftermiddag fra et møde med embedsmænd fra Fødevareministeriet, Sundhedsministeriet, Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen.

Formålet med mødet var fremlæggelse og diskussion om regler ved genstart af minkavl i Danmark.

Foreningen Danske Mink og Landbrug & Fødevarer var også inviteret med til mødet.

Men på mødet blev repræsentanterne præsenteret for, hvad Danske Minkavlere betegner som rigide og opskruede regler og krav, som er fuldstændig hen i vejret, og som de facto umuliggør minkproduktion.

Det har endnu ikke været muligt for LandbrugsAvisen at få oplyst det præcise katalog af krav.

Men ifølge LandbrugsAvisens oplysninger handler kravnene blandt andet om 60 svælgprøver ugentligt fra minkbesætningerne på døde dyr foretaget af Fødevarestyrelsen, daglige kviktest af medarbejderne suppleret af to ugentlige PCR-test.

Desuden skal de minkansatte bære såkaldte FFP3-masker. FFP3-masker må imidlertid kun bruges tre timer dagligt.

- Det overordnede formål med mødet var, at vi skulle nikke til de helt urimelig krav og tages som gidsler for regeringens politik. Det vil vi naturligvis ikke. Regeringen må beslutte, hvad den vil, og så kan vi på den baggrund gøre vores stilling op. Vi vil ikke være nikkedukker i et spil, der handler som at redde regeringens ære, siger Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere.

Få minkavlere – 15 i alt – har har søgt om at kunne bruge dvaleordningen, og har dermed intentioner om at påbegynde minkavl igen, når det midlertidige forbud udløber ved udgangen af 2022.

 - Der kommer måske 600 mink til Danmark omkring årsskiftet. De udgør absolut ingen fare for folkesundheden. Der har lige været store festivaler med tusindvis af mennesker, og ingen har så meget som overvejet at teste festivalgængerne, men 600 mink skaber panikagtige tilstande hos sundhedsmyndighederne. Det er ikke fagligt troværdigt, og det ligner mere politik end videnskab, siger Tage Pedersen.

Regeringen deltog ikke

Regeringen havde lovet en afklaring inden sommerferien om fremtiden for minkavl i Danmark. Det skete som bekendt ikke.

I stedet har regeringen ifølge Danske Minkavlere overladt det til embedsværket at indkalde til en teknisk gennemgang af de påtænkte krav ved en genstart af erhvervet.

Regeringen deltog ikke selv i mødet, selv om fødevareminister Rasmus Prehn gentagne gange har understreget, at det er en meget vigtig og afgørende beslutning.

Tage Persen tilføjer, at hvis Regeringen ikke ønsker minkavl i Danmark, så ville det være mere reelt og ærligt bare at sige det, fremfor at stikke blår i øjnene på de ganske få mennesker, som har en drøm om igen at kunne kalde sig minkavlere.

(opdateret klokken 16:15 med flere oplysninger om, hvilke krav myndighederne vil stille til minkavlere)

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle