Danske slagterier forsøger at undgå "amerikanske tilstande": Men ansatte står tæt

Mens amerikanske slagterier lukker på stribe, kører produktionen på de danske. Forholdsregler er taget - men 2 meters afstand er ikke muligt.

I den danske slagteribranche følger slagterier og ansatte de amerikanske slagterilukninger efter sygdomsudbrud af covid-19 tæt.

Hverken NNF, Danish Crown eller Tican kan garantere, at de kan undgå smittespredning - og en lukning til følge. Men alle understreger, at alle gør deres yderste for at forsøge at undgå sygdomsudbrud.

Samtidig erkender alle dog, at det ikke er muligt at holde de ellers anbefalede 2 meters afstand i de store slagterum, hvor medarbejderne danner kæde under udbeningen.

"Der findes arbejdspladser, hvor hensyn til afstand ikke kan overholdes", erkender næstformand i NNF Jim Jensen og påpeger, at det især er ved båndene med udbening af kamme, midterstykker og forender, at hans medlemmer har svært ved at stå længere fra hinanden.

Skrøbelig situation

Jim Jensen har lige som de fleste andre fulgt med i den eskalerende udvikling i USA, hvor flere tusinde tilfælde af covid-19 - flere med dødeligt udfald - har spredt sig blandt slagteriansatte og disses familier.

"Det viser lidt, hvor skrøbelig og sårbar situationen i virkeligheden er", konstaterer han, men tilføjer også, at han synes, at slagterierne har håndteret situationen omkring coronavirus "rigtig godt".

"Alle steder har man taget de fornødne hensyn. Der er fundet ordninger og regler, hvis medarbejdere for eksempel har nogle derhjemme, de skulle tage hensyn til", siger han.

Generel utryghed

Jim Jensen kommer dog ikke udenom, at der er utryghed blandt NNF-arbejderne lige nu.

"Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at vi var trygge. Men mine medlemmer er jo bekymrede. Både fordi man ikke kan overholde afstanden hele vejen rundt, men også fordi der jo er nogle, der kører langt hjem for at holde weekend. Steder, hvor vores nationale vilkår og retningslinjer om afstand jo ikke gælder", siger han.

"Jeg hører dog færre bekymringer end for 14 dage siden. Og mine medlemmer knyer jo ikke. De går på arbejde og tager det arbejde, der er".

Danish Crown: Kun enkelte syge

Hos Danish Crown fortæller pressechef Jens Hansen, at slagterierne indtil videre er gået fri af smittespredning.

"Vi er ikke vidende om sygdomstilfælde, hvor folk har været på arbejdspladsen i den periode, hvor der har været risiko for smitte", siger han og tilføjer, at de enkelte tilfælde af covid-19, som der har været blandt Danish Crowns godt 23.000 medarbejdere, er opstået under ferie eller lignende, hvorfor folk ikke har været mødt ind.

"Vi har taget alle de tiltag, der er mulige. Vi spiser i mindre hold, holder afstand hvor det er muligt og vi har lukket for alle besøg, der ikke er forretningskritiske, ligesom vi henstiller til omtanke hos medarbejderne", siger han.

Slipper vi helt? Vi håber...

Både Jens Hansen og Jim Jensen erkender dog blankt, at de ikke kan garantere, at de danske slagterier kan undgå en situation som den, de amerikanske virksomheder er havnet i med omfattende lukninger, rengøring og mange syge ansatte i en svær situation.

Begge peger dog på, at det normalt høje hygiejneniveau på virksomhederne formentlig hjælper mod smittespredningen.

"Vi håber, at vi kan undgå det. Intil videre er det gået godt", siger de samstemmende.

Emneord

coronavirus , Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle