Danske Svineproducenter er tilfreds med ny pris

Danske Svineproducenter er tilfredse med prisjustering hos DanBred. Konkurrenten Danish Genetics har også udsendt priser, og Danske Svineproducenter har lavet et regneark, hvor medlemmerne kan regne på deres egne omkostninger.

"Ja, nu er vi så tæt på, vi mener, man kan komme, på den pris som man betaler, hvis man køber polte ind”, siger Mikael Bangsgaard Kristensen, ordfører for avl hos Danske Svineproducenter, efter DanBred efter kritik har justeret deres priser på genetikforsyning.

Før var bindingsperioden 36 måneder - og det var for lang tid, mente Danske Svineproducenter.

”Seks måneder og den pris, der kom frem, dét er vi tilfredse med”, siger Mikael Bangsgaard Kristensen, ordfører for avl hos Danske Svineproducenter.

KS-stationerne under DanBred rundsendte udkast til kontrakter i januar med få uger til, at aftalerne skulle træde i kraft. Det fik Danske Svineproducenter til rette henvendelse til konkurrencemyndighederne. DanBred forsvarede den nye prismodel, men udskød fristen. De har i dag, torsdag, meddelt, at de holder fast i abonnementsmodellen, for at forhindre at svineproducenter suboptimerer for at undgå genetikafgift, men har sænket priserne.

"Ligesom resten af DanBred-historien kunne det godt have været mere smidigt, men vi vil gerne rose dem for at de har rykket sig", siger Mikael Bangsgaard Kristensen om processen.

Konkurrenten Danish Genetics, der består af primært DTL og Breeders of Denmark, har netop udsendt deres priser på sæd.

Mikael Bangsgaard Kristensen beretter, at prisen på durocsæd og antal hvide portioner, man skal have til hjemmeavl, afgør, hvem der er billigst.

Foreningen har på deres hjemmeside bag login for medlemmerne et regneark til deres medlemmer, hvor de kan regne på den pris, de skal betale.

"Det er de to varianter, der betyder, hvilket selskab, der er billigst, og vi vil ikke gøre os til dommere om, hvem man vælger. Man kan selvfølgelig sige, at ved Danbred går genetikafgiften til fællesskabet, og hvad der sker med dem, når man betaler til Breeders, det ved vi intet om", siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle