Danske svineproducenter: Vi mangler ambition om flere svin fra Danish Crown

Danske Svineproducenters formand Kim Heiselberg mener, at Danish Crown burde satse på at slagte flere grise.

Ifølge Danish Crowns nye fem-årige strategi, der blev fremlagt tirsdag, skal ambitionen om flere slagtede grise lægges på hylden, og i stedet skal der satses langt mere på klima og bæredygtighed.

Dog skal der hos niche-grenene hos Friland åbnes op for flere grise.

Det skuffer Danske Svineproducenter.

"Med et budgetteret fald i antal slagtninger er strategien desværre ikke et udtryk for den ambitiøse strategi, vi havde sat næsen op efter", siger formand i Danske Svineproducenter Kim Heiselberg i en pressemeddelelse.

"Friland og bæredygtighed hænger ganske enkelt ikke sammen. Samtidig er det forstemmende, at Danish Crown ikke har ambitioner om at øge antallet af slagtninger i Danmark. Hvis Danish Crown har ambitioner om at forædle produktion i fremtiden, hvorfor så ikke bruge endnu flere grise til det", siger Kim Heiselberg.

"Vi synes ikke, at produktion af frilandsgrise skal øges på bekostning af gode, danske staldgrise. Det er ganske enkelt ikke i orden, hverken for frilandsproducenten, der må påregne lavere priser ved en øget produktion, eller for den almindelige svineproducent, der får pålagt en masse krav", lyder det.

Han henviser også til de elementer af strategien, som Danish Crowns formand Erik Bredholt løftede sløret for få dage side i blandt andet Landbrugsavisen. 

Danish Crowns datterselskab Friland skal over de næste fem år øge optaget af dyr i selskabets fire produktkategorier og dermed øge omsætningen med 25-40 pct. frem til 2026.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle