Danske vinavlere på vej mod ny rekordhøst

Passende vejr og stigende antal vinmarker i Danmark peger frem mod en produktion af 500.000 til 600.000 flasker dansk vin.

Vinplanterne har det rigtig godt med en fantastisk sundhed lige nu.

Sådan lyder meldingen om det, der om ni til ti uger bliver til årets vinhøst hos Danmarks største vinavler Dyrehøj Vingaard ved Kalundborg.

"Vi håber på rekordhøst. Vi har mange unge planter, som er ved at blive lidt ældre og også begynder at give noget. Druerne skal være sunde og smage godt, men det tror vi også kommer til at gå op. Tørken i august er lige ned i vores lomme. Vi er ligeglade med vand", siger medejer Betina Newberry, Dyrehøj Vingaard, der i år kan komme op på en høst på 50 ton svarende til 50.000 flasker vin.

Hos Foreningen Dansk Vin ser formand Hans Münter også tegningen til en god høst på landsplan. 

"Vi har haft godt med varme i forsommeren, væde midt på sommeren, som har været med til at udvikle planterne, og godt med varme i august, der gavner druerne. Det kan godt blive et godt vinår. Men det er meget egnsbestemt, hvordan det udvikler sig", siger han.

Da vinavlerne fik lov til at sælge dansk vin for første gang i år 2000, var der otte kommercielle vinavlere. I år er tallet rundet 126, der tilsammen dyrker 375.000 vinplanter på 126 hektar, og kan føre til en produktion af mellem 500.000 til 600.000 flasker vin.

"Vi har 10-12 flere avlere end sidste år. Det gør også, at antal vinstokke og hektarer er øgende, men det er stadig sådan, at vi kan afsætte, hvad der produceres, fordi vi er nye og har nyhedens interesse", siger Hans Münter. 

September-regn er dark horse

Som alle andre landmænd kan Dyrehøj Vingaard og resten af landets vinavlere ikke høste med øjnene, så derfor afventer man stadig hvor meget regn september byder på.  

"Det tegner rigtig fint. Vi har ikke haft forårsfrost i år, og vi har haft en fin blomstring. Juli var lidt koldere end ønsket, men mon ikke vi indhenter det forsømte nu? Der er dog lang tid til høst. Hele september er en vigtig måned, så hvis det regner hele september, kan det ødelægge høsten, men hvorfor skulle det også det", siger Betina Newberry.

Stadig en dråbe i havet

Foreløbigt er de danske vinavlere optimistiske omkring den stigende danske vinproduktion. Danmarks selvforsyningsgrad er nemlig stadig meget lav.

Årligt drikkes der omkring 150 mio. liter vin i Danmark, og dermed kan de danske producenter foreløbig kun dække en meget lille brøkdel af danskernes forbrug.

På et tidspunkt vil man dog løbe ind i et mætningspunkt, lyder erkendelsen for branchen. Største udfordring er en høj produktionspris.

"Vi vil gerne sammenligne os med de bedste, og vi laver nogle rigtig gode vine med en stigende kvalitet, der sagtens kan måle sig med lette vine fra Alsace, Tyskland og Østrig. Men problemet er at nå ud til kunden, når en flaske dansk vin koster i omegnen af 200 kr. Er den mousserende, kan man lægge yderligere 100 kr. til. Og hvis krisen kradser, er dette en for høj pris for en flaske vin", siger formand for Foreningen Dansk Vin, Hans Münter.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle