Danskejet landbrug i Rumænien ramt af svinepest

30.000 slagtesvin er blevet aflivet hos DanBred Arges i Rumænien.

Endnu et danskejet landbrug er ramt af afrikansk svinepest. Som det fjerde danske landbrug i år har ejerne af DanBred Arges A/S fået besked om, at sygdommen har fundet vej til deres stalde i det centrale Rumænien ved byen Slobozia, halvanden times kørsel vest for Bukarest.

Alle 30.000 svin i slagtesvinestaldene er aflivet og begravet og området hegnet ind efter myndighedernes regler.

Omkring staldene er der oprettet en zone på 10 km, hvor der i 45 dage efter udbruddet ikke må flyttes grise.

et chok

For de fire ejere af landbruget, Laurids Søndergaard og Martin Agerskov samt to rumænere, var fundet både en kæmpe overraskelse og alligevel ikke særligt overraskende.

"Det kom som et chok for os, da vi fik beskeden. Der havde godt nok været uro i besætningen i et par dage, men vi troede, at det var influenza, og vi ser selv vores landbrug som et af de bedst sikrede mod svinepest i Rumænien og i Østeuropa i det hele taget".

"Vi har investeret mange mio. kr. i sikkerhed, og vi har indført stramme procedurer i forhold til de ansatte og for transport ind og ud af farmen. Så vi troede faktisk, at vi kunne holde besætningen fri for svinepest", fortæller Laurids Søndergaard.

"Men på den anden side er Rumænien meget hårdt ramt af afrikansk svinepest. Sygdommen er rykket tættere og tættere på os, og der er fundet svinepest 20 km i tre retninger fra vores staldanlæg".

Ejerne kan dog glæde sig over, at landbrugets so-site med 4.700 søer ikke er direkte ramt af sygdommen. Men da sostaldene kun ligger otte km fra slagtesvinestaldene, er søerne og deres smågrise desværre omfattet af forbuddet mod at flytte grise.

Smittekilden er ukendt, og det er tvivlsomt, om den nogen sinde bliver fundet.

"Vi troede, at de mange procedurer, vi har indført for at beskytte mod svinepest, var nok. Men det har de jo ikke været. Så nu skal vi igen ud og skyde med spredehagl for at forbedre vores procedurer. Det er desværre vores indtryk, at alle rådgivere bare snakker og snakker, uden at de kan garantere sikkerheden", siger Laurids Søndergaard.

Tomme stalde i halvt år

Hvornår der kommer grise i staldene igen, er det for tidligt at spå om. Formentlig skal staldene som minimum formentlig stå tomme i et halvt års tid.

Desuden er det et spørgsmål, om sostaldene går fri af sygdommen. Og om der i de næste uger findes andre tilfælde af svinepest i en afstand af 10 km fra DanBred Arges stalde, og der dermed indføres et nyt 45-dages forbud mod at flytte grise.

Produktionen på DanBred Arges er i 2018 udvidet med 1.500 søer. Før udbredelsen af svinepest i Rumænien var det planen at udvide kapaciteten med yderligere 1.500 søer i 2020.

Den årlige produktion er på 75.000 slagtesvin og 150.000 smågrise. Desuden driver DanBred Arges 1.400 hektar med planteavl.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle