Danskejet storlandbrug i Kina får underskud på 110 millioner

Scandinavian Farms taber 110 millioner kroner i 2018

Tidligere på året fortalte bestyrelsesformand i Scandinavian Farms Invest, Claus Ewers, til Landbrugsavisen.dk, at selskabet forventede et underskud på 100 millioner i 2018. 

Grunden til underskuddet var især den afrikanske svinepest der hærger Kina og tvang selskabet til at slå 15.000 svin ned

Nu er regnskabet kommet, og det viser et underskud på 110 millioner kroner i 2018 mod et overskud på 47, 8 millioner kroner i 2017. 

Resultatet kaldes ”Stærkt utilfredsstillende”. 

Ifølge beretningen skal årsagen til underskuddet findes i:

”Historisk lav notering, høje foderpriser, samt fortsatte og væsentlige problemer med sygdomsudbrud i besætningen.”

Hertil tilføjer bestyrelsen at sygdommen var den primære årsag til underskuddet, men at de lavere noteringer samt øgede foderpriser tegnede sig for henholdsvis 35 og 15 millioner kroner i den gale retning. 

Som følge af sygdomme og det forhøjede smittetryk i Kina skriver ledelsen i beretningen, at resten af 2019 vil gå med at rengøre og desinficere de staldanlæg, man sanerede i starten af året.

 Målet er at kunne producere igen senest ved udgangen af 2019. 

”På denne baggrund forventes også for 2019 et betydeligt underskud og dermed et stærkt utilfredsstillende resultat”, afslutter ledelsen sin beretning.

Faktaboks

OM SCANDINAVIAN FARMS:

  • Startede i 2013 produktionen, da 600 danske avlssøer fra Danbred blev sendt til Kina.
  • Har fire farme omkring byen Lianyungang, der ligger i det østlige Kina 700 km syd for Beijing.
  • Bag Scandinavian Farms står en række danske ejere, som består af Brødrene Ewers, Henrik Hougaard, B. Møller Holding, Højvangen Private Equity, IFU og Vækstfonden, mens Jørgen Lindberg har en mindre aktiepost.
  • Virksomhedens mål har fra start været at have 20.000 søer og producere en halv mio. slagtesvin om året.
  • Omsætningen nåede i 2017 op på knap 350 mio. kr. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle