Dansker hjælper med at høste 16.000 hektar i Canada

I Canada er 28-årige Kasper Eriksen sammen med ni mejetærskere i gang med at høste 16.000 hektar.

De sidste par dage har Kasper Eriksen arbejdet 15-16 timer om dagen - og med god grund.

Med 16.000 hektar durumhvede, forårshvede, kikærter, røde linser, ærter og raps, har den 28-årige tømrer fra Fårup ved Hobro nok at se til, mens han er tre måneder i Canada for at hjælpe med at høste.

"Jeg har altid været vant til at arbejde meget og har ikke noget imod det. Landbruget interesserer mig, så tiden flyver afsted", fortæller Kasper Eriksen, der tilbringer det meste af høsten bag rattet i en af mejetærskerne.

De mange hektar er ejet af familien Kuhn, hvor hovedgården ligger i Acadia Valley ved den canadiske provins Alberta. Kasper Erisken besøger familien for tredje gang, og han er undervejs blevet gode venner med familien, som han ikke kendte på forhånd.

"Det betyder meget for mig at komme afsted, fordi de er så gæstfrie. Det er rigtig fedt at arbejde for dem. Når vi er færdige med at høste efter en arbejdsdag, giver de hånd og siger tak for hjælpen. Det er en lille ting, men det betyder meget for mig", fortæller Kasper Eriksen.


Indtil videre har de høstet omtrent 4.000 hektar blandede afgrøder.

Amerikanske bisoner og ni mejetærskere

Familien lærte han første gang at kende i 2013, efter en bekendt fra Canada anbefalede, at han kunne prøve at arbejde der. På hovedgården bor farmoren, mens hendes to sønner og to børnebørn også er en del af bedriften.

Udover de mange hektar har familien også mellem 25 og 30 styks amerikanske bisoner og 16 kornsiloer, der kan indeholde 1200 ton. Alle afgrøder sælger de videre.

"Her i høsten kører vi med ni mejetærskere af John Deere S780 med 40 fod Flex skærebord. De leaser nye hvert år, fordi det ikke kan svare sig at beholde dem i flere år", siger Kasper Eriksen.

Han uddyber, at der ikke har været særligt meget regn de seneste måneder i Canada, og derfor ser udbytterne ikke for godt ud. 

"Her har vi ikke fået så meget vand, fordi vi bor på et rimeligt tørt område. Vi startede med at høste hvede omkring den 15. august, men vi døjer med, at det ikke er ordentligt modent. Vi har høstet i mange marker, men stoppet på grund af for mange grønne kerner", siger han.


De er flere mejetærskere afsted på samme tid, når Kasper Eriksen sætter sig bag rattet.

Sne i september

Indtil videre har han sammen med ni andre fra gården været med til at tærske 4.000 hektar hvede, kikærter og almindelige ærter. Selvom det er september måned, kan Kasper Eriksen godt risikere, at markerne er dækket af sne.

"Der kan godt komme sne i september eller oktober måned. Tidligere har de måtte vente tre uger, fordi sneen blev liggende. Det er på trods af, at det kan være 15-17 grader om dagen", lyder det.

Når Kasper Eriksen er færdig, og skal hjem til kæresten og deres nye hus, skal han hjælpe med at bygge biogasanlæg hos Lundsby Biogas. Han anbefaler, at andre også tager til udlandet, hvis de går og overvejer det.

"Det skal man bare gøre. Det er en kæmpe oplevelse, du ikke vil fortryde. Før var jeg i tvivl om jeg skulle gøre det, men da jeg kom afsted, blev jeg rigtig glad for mit valg, for det er noget helt andet, end hvad jeg er vant til".


Kasper Eriksen har fået "sin egen" mejetærsker og har sat Dannebrog i toppen.

Med de indsendte fotos deltager Kasper Skov Eriksen i konkurrencen 'Skyd Høsten Bedst' .

Skyd Høsten er et samarbejde med Gjensidige. Tjek din høstsikkerhed og vær med i lodtrækningen om en super sej DJI Mavic Air drone til en værdi af 7850 kr.: www.landbrugsliv.dk

Faktaboks

Sådan gør du

Skyd høsten bedst:

Send dit mest skæve, underfundige, flotte, hyggelige eller stemningsfyldte billede ind.

Hver uge kåres en ugevinder, der vinder en skyd-høsten-lagkage. Alle disse billeder deltager i konkurrencen om hovedpræmien, der er en høstfest til en værdi af 25.000 kr.

Blandt alle yderligere indsendere trækkes lod om en iPad WiFi 32GB til værdi 2.280 kr. samt 5 x 1 valgfrit årsabonnoment på Mark, Kvæg, Svin, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi op til 1.114 kr.

Skyd bedste video:

Skyd bedste høstvideo og vind et GoPro Hero6 kamera, værdi 2.590 kr.

Du kan deltage i alle konkurrencerne her:

www.landbrugsavisen.dk/skyd-2019

Emneord

Skyd Høsten 2019 , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle