Dansker med i stort høstsjak: Kører med 74 mejetærskere i hele EU

Jacob Korsgaards Maskinstation fragter mejetærskere fra det sydlige Europa og op til den nordlige del for at høste.

Hen over en fyraftensøl i 2006 faldt snakken på de amerikanske høstkaravaner, der tærsker i flere stater på en sæson, for hvorfor fandtes det egentlig ikke i Europa?

Jacob Korsgaard var dengang medejer i en dansk maskinforretning, hvor han mødte to polske forretningspartnere, der delte tankerne om at høste på tværs af Europa. Seks år senere gjorde de alvor af snakken og kørte en tur til Rumænien for at finde kunder.

"Vi kørte rundt og bankede på hos de store landbrug uden at vide, hvem de var. I løbet af et års tid fik vi arbejde nok til to-tre mejetærskere, og det er så vokset til 74 mejetærskere i dag", siger Jacob Korsgaard.

De har sidenhen fået to mere med i deres høstfællesskab, der i dag høster i Rumænien, Polen, Slovakiet, Tyskland, Letland, Littauen og Danmark.

Alle for sig

Forretningsmodellen er simpel, for ingen er juridisk bundet sammen. De arbejder selvstændigt i et fællesskab, der handler om at udnytte maskinerne bedst muligt og derfor dele kontrakternes høst mellem sig. På den måde skal de ikke blive enige om andet end at få høsten i hus.

"Jeg er klart den, der har investeret i færrest maskiner. Jeg har kun syv, mens de andre har 20 eller flere, men vi blander os ikke i hinandens investeringer. Jeg er nok bare mere forsigtig anlagt, for maskinerne er store investeringer at gøre, og vi skal have nok arbejde for at tjene dem ind. Det, en maskine høster i Danmark på fem år, høster vores på en sæson", siger Jacob Korsgaard.

Det er dog ikke antallet af maskiner, der betyder noget i sidste ende. For de kontrakter på høst, Jacob Korsgaard får ind og som hans egne maskiner ikke kan nå, udliciterer han blot til kollegerne i høstfællesskabet.

Fem måneders høst

Jacob Korsgaard har flest kontrakter i Slovakiet, og det er helt bevidst, for afstanden til Danmark er lidt kortere end til f.eks. Rumænien. Hans årlige rutine er derfor, at hans syv mejetærskere begynder høsten i Slovakiet, hvor de typisk høster vinterbyg, raps og hvede, hvorefter de kører til Danmark for typisk at høste vårbyg, hvede og raps. Selve transporten i at fragte mejetærskerne frem og tilbage er forholdsvis dyr, fortæller Jacob Korsgaard. Hver mejetærsker, der skal flyttes, skal bruge to lastbiler.

"En særgodstransport får læsset mejetærskeren ombord, mens en anden lastbil med gardintrailer kører skærebordet - vi ville nok kunne lave endnu bedre omsætning af at fragte dem mere frem og tilbage, men det er svært, når vi har en deadline, der hedder, at vi skal nå tilbage til Slovakiet og høste majs", siger Jacob Korsgaard.

Høstsæsonen strækker sig fra juni til oktober, mens resten af året går med at få styr på nummerplader, forsikringer til hele Europa og ikke mindst planlægge logistikken, hvilket er enormt stressende, siger Jacob Korsgaard. Det til trods har han på intet tidspunkt fortrudt forretningen.

"Fremtiden herfra er mest et spørgsmål om, hvordan vi skal udvikle os, og hvor vi ender", siger Jacob Korsgaard.

Faktaboks

Bag maskinerne

  • Jacob Korsgaard er uddannet agrarøkonom, og driver ved siden af sin maskinstation et landbrug med 300 hektar planteavl. For tre år siden udliciterede han driften til en maskinstation, men har stadig det sidste ord på marken.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle