Danskerne elsker stadig Åbent Landbrug

Lige knapt 100.000 danskere, børn og voksne, besøgte søndag et landbrug eller en virksomhed i fødevareklyngen til Åbent Landbrug. Daka åbnede sine døre for første gang, og flere steder var politikere ude at bese fødevareproduktion i praksis.

Af Jens Juhl Eriksen, chefredaktør, L&F

Dermed manifesterede tredje søndag i september sig igen som dagen, hvor danskerne møder de landmænd, der producerer deres fødevarer, eller virksomheder der forarbejder råvarerne eller bearbejder restprodukter, og dermed er med til at gøre dansk fødevareproduktion til en af verdens mest bæredygtige.

Daka afkræftede myter

En af virksomhederne, der slog portene op, er Daka, der bød inden for på Daka SecAnim i Assentoft. Det er første gang, og kommunikationschef Søren Mohr Jensen beretter om en god oplevelse med værdi for virksomheden.

- Vi kørte seks rundvisninger med 25 gæster i hver. Det var en positiv oplevelse, hvor nogle myter blev afkræftet, og gæsterne fik et andet indtryk af vores virksomhed. Tilbagemeldingerne har kun været positive. Vi ligger jo som en umiddelbart lidt lukket virksomhed ned til Randers Fjord, så det var fint at åbne op og vise, hvordan vi arbejder, og hvilke teknologier, som vi bruger. Det gennemgående budskab er, at ’I har jo styr på tingene’, og det er selvsagt virkelig godt at få det skudsmål. Særligt for en virksomhed som vores, der for år tilbage har fået en del kritik for lugtgener. Så for os har det været rigtig godt at være en del af Åbent Landbrug, siger Søren Mohr Jensen.

Politikere også ude

Mange politikere fra alle hjørner af det politiske landskab var også at finde til Åbent Landbrug. L&F havde inviteret blandt andet MF Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne, der besøgte mælkeproduktionen Bilsebjerggård ved Slagelse sammen med L&F-direktør Flemming Nør-Pedersen.

- Jeg bliver gang på gang imponeret over de gode tiltag, som vores landmænd har søsat for at mindske klimabelastningen. Tak til Bilsebjerggaard og L&F for et godt besøg. Lad os bakke op om landbruget og ikke straffe dem med afgifter. Det har landmændene ikke fortjent, lød det efter besøget fra Susie Jessen.

Andre folketingspolitikere på landbrugsbesøg var Morten Dahlin fra Venstre, der sammen med L&F’s administrerende direktør Merete Juhl besøgte Jordbrugsfonden Kammergave ved Sorø, og Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne, der sammen med viceformand Thor Gunnar Kofoed var til Åbent Landbrug hos Mejnerts i Svebølle.

Klimatiltag vist frem

Projektleder Jan Morre Christensen glæder sig over det flotte besøgstal, og det store engagement og lyst hos værter og medhjælpere.

Han hæfter sig særligt ved værternes interesse for at vise, hvordan landbruget og virksomhederne arbejder med klima- og naturtiltag. 6 ud af 10 gæster ved årets Åbent Landbrug var voksne, så det er en god kanal at fortælle om landbrugets indsats

- Det er vigtigt, at danskerne ved, at landbruget er i fuld gang med den grønne omstilling, så fødevarerne er produceret med så lavt aftryk på klima og miljø som muligt. De foreløbige tilbagemeldinger tyder på, at det er noget, som gæsterne har været interesseret i og taget til sig, samtidig med, at det var været en dejlig familiedag, hvor dyr er klappet og store maskiner er beundret.

Åbent Landbrug 2024 finder sted 15. september.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle