Danskfødt hanulv er vandret til Tyskland

Den 1. juni kunne Miljøstyrelsen fortælle, at tre ud af de otte ulvehvalpe, som i foråret 2017 blev født af Ulfborgparret syd for Holstebro, havde vandret til Tyskland. Nu viser en ny DNA-analyse, at en fjerde hvalp også har taget turen sydpå.

Halvdelen af de danskfødte ulvehvalpe fra 2017 er nu fundet i Tyskland via DNA-prøver.

Den seneste er en hanulv med det mundrette navn ”GW 924 m”. DNA-analyser afslører, at ulven har opholdt sig henholdvis nord og nordvest for Hamborg den 8. og den 19. juli.

Det meddeleler Miljøstyrelsen.

Ulven har taget den lange vandring fra Ulfborg til Hamborg hen over foråret/sommeren. En tur på mere end 300 km i fugleflugt.

 Ulven er den fjerde hvalp fra Ulfborgparret, som er genfundet i Tyskland. Én hunulv blev i maj fundet død efter at være påkørt, mens yderligere én hun- og nu to hanulve er identificeret på baggrund af DNA-spor.

"Takket være det centraleuropæiske ulvesamarbejde (CEwolf), som er en integreret del af Miljøstyrelsens overvågning af ulven og et godt samarbejde med de tyske myndigheder, har det været muligt at fastslå de fire ulves identitet og oprindelse ved at matche deres DNA-profiler med det centraleuropæiske ulveregister", skriver Miljøstyrelsen og fortsætter:.

"Fundene af de danskfødte ulvehvalpe i Tyskland viser, at det er nyttigt med internationalt samarbejde, når det gælder overvågning af dyr som ulve der bevæger sig over store afstande".

Det vides endnu ikke om Ulfborgparret har fået hvalpe i 2018.

Baseret på DNA

I følge Facebookgruppen 'Her er ulven i Danmark' undlader Miljøstyrelsen at fortælle, at dna-analyserne bygger på to angreb på får ved henholdsvis Hamburg-Schnelsen og Lutzhorn.

"Den fjerde udvandrede ulv fra Stråsø-koblet fortsætter altså de husdyrangreb, som koblet er kendt for i både Jylland og Schleswig-Holstein. Ifølge de tyske myndigheder er der også en række andre ulveangreb på husdyr i løbet af juli måned, som man lige nu er i gang med at undersøge", konkluderer 'Her er ulven i Danmark.

Gruppen mener, at de udvandrede ulves fortsatte angreb på husdyr viser, at ulveforvaltning er et grænseoverskridende problem, som EU-landene i samarbejde skal gøre noget ved.

" I både Danmark og Tyskland er der stigende frustrationer blandt husdyrholderne over ulveforvaltningen, og det er derfor vigtigt, at de berørte lande i samarbejde med EU snarest muligt finder en løsning på ulveproblematikken", siger Erik Poulsen, kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre og redaktør af facebooksiden ‘Her er ulven i Danmark’

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle