Data fra DMI bliver gratis - vil give landbruget endnu bedre prognoser

DMIs vejrdata bliver gratis, og det giver landbruget endnu flere muligheder for at lave bæredygtige og økonomisk gavnlige prognoser.

DMIs vejrdata bliver fra i dag frit tilgængelige, og det vil gavne landbruget.

Hidtil har blandt andre Seges betalt penge for at bestille data-udtræk på daglig basis, men frem mod 2023, bliver flere og flere data frit tilgængelige. Det giver nye muligheder for alle i landbruget.

"Det bliver et vigtigt led i landmandens digitale rejse, fordi det gør, at de ikke bare ved, hvad der er sket med vejret, men hvad der kommer til at ske, hvilket giver bedre handlemuligheder. Her kan vi anvende DMIs data i nogle af vores prognoser og vurdere, hvornår der eksempelvis kan komme forskellige svampeangreb, risiko for lejesæd og mange andre ting", siger Ivar Ravn, direktør for digital i Seges.

I mål med 70 procents reduktion

Det er en politisk aftale fra 2018 om at gøre DMIs data frit tilgængelse, der nu træder i kraft. Formålet er, at dataene i en periode frem til 2023 skal hjælpe til en mere bæredygtig udvikling i Danmark med fokus på innovation og økonomisk vækst hos virksomhederne.

"Vi stiller nu DMIs vejrdata gratis til rådighed for borgere, forskere og virksomheder. Præcis vejrdata er et centralt element i den grønne omstilling. Et godt eksempel er vores elforbrug: I fremtiden skal al vores elektricitet komme fra grønne kilder som f.eks. vind og sol. Her kan data fra DMI hjælpe energiselskaber og forbrugere med at vide, hvornår vinden blæser og solen skinner, så vi kan udnytte den grønne energi bedre", siger Dan Jørgensen (S), klima-, energi-, og forsyningsminister i en pressemeddelelse fra DMI. 

Hos DMI mener direktør Marianne Thyrring, at de frit tilgængelige data vil skabe samfundsværdi.

"Erkendelsen er bare, at vejret har stor betydning for vores adfærd, transport, måden at arbejde på, og hvordan vi træffer beslutninger. Landmændene vil eksempelvis gerne gøre driften mere klimavenlig, og det betyder, at de dels har behov for at vide, hvordan vejret ser ud, og hvordan vejret har set ud", siger Marianne Thyrring.

Endnu mere bæredygtig planlægning

For landbruget er det især radar-dataene, som bliver tilgængelige i 2021 og de historiske vejrdata, som de glæder sig mest til at bruge, siger Troels Toft, sektordirektør i Seges.

"Dem vil vi jo rigtig gerne kigge ned i, og bruge f.eks. kunstig intelligens til at finde historiske sammenhænge i vejr- og klimaforholdene, for at finde ud af, om vi kan lave endnu bedre prognoser til landmændene, end vi laver i dag", siger han.

Landbruget bruger blandt andet data fra DMI til at optimere og blive mere bæredygtige ved eksempelvis at finde ud af, hvordan regn og regnbyger bevæger sig rundt i forbindelse med sprøjtearbejde. Det er vigtigt at vide, fordi der ellers bare skal sprøjtes ekstra, siger Troels Toft.

Den primære målgruppe for de nye vejr- og klimaoplysinger er til fagprofessionelle og virksomheder, men det er dog også meningen, at den almene befolkning skal kunne bruge dem, siger Marianne Thyrring.

Hjemmesiden for data-udtrækkene Frie Data er derfor lavet i to spor, så alle kan gå ind og finde de data, de nu finder interessante og brugbare.

Faktaboks

FAKTA

  • De nye gratis data kaldes Frie Data.
  • Dataene bliver lagt ud løbende. De første er meteorologiske observationsdata - altså tå-data såsom temperatur, nedbør og vind fra vejrstationer i Danmark og Grønland.
  • Senere i 2020 følger data om vandstand og lyn.
  • Fra 2021 kommer der bearbejdede data i form af klimadata, radardata og prognosedata.
  • Dataene bliver tilgængelige i en periode frem til 2023.

Kilde: DMI

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle