DC-boss melder pas på formandspost i ølgigant

Jais Valeur bliver som næstformand i Royal Unibrew efter formands-udskiftning.

Det bliver ikke Jais Valeur, der overtager formandsposten i ølgiganten Royal Unibrew. 

I stedet fastholder Danish Crowns topchef sin post som næstformand, også efter at formandsposten for Faxe-koncernen nu står over for et skifte.

Det fremgår af en selskabsmeddelelse til fondsbørsen mandag morgen, at man i stedet for den mangeårige formand Walther Thygesen, der fratræder i løbet af det kommende år, planlægger at indstille Peter Ruzicka til ny formand for selskabet.

"Jais Valeur vil fortsætte som næstformand for bestyrelsen, da hans nuværende ansættelse forhindrer ham i at overtage formandsposten", bemærkes det. 

Jais Valeur har været valgt i Royal Unibrews bestyrelse siden 2013 og været næstformand siden 2018.

Ud over sine mange poster i Danish Crown-koncernens datterselskaber og Royal Unibrew er Jais Valeur også medlem af bestyrelsen i Foss.

Peter Ruzicka har tidligere været adm. direktør i Orkla i Norge. Han er nu formand for Pandora - og overtog dermed denne formandspost efter en anden landbrugsboss, nemlig Peder Tuborgh fra Arla Foods, da han forlod den forrige år.

Royal Unibrew har endnu ikke fremlagt omsætning for 2020. I 2019 solgte Faxe-selskabet drikkevarer for 7,7 mia. kroner. Til sammenligning omsætter Danish Crown årligt for 60,8 mia. kroner.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle