DC er topscorer: Bedst til at håndtere journalister

Blandt 38 store danske virksomheder er Danish Crown nummer ét i pressekontakt.

Både når det gælder den helt generelle pressekontakt og de mere specielle discipliner inden for håndteringen af medier som åbenhed, tilgængelighed og evnen til at udtrykke sig klart, scorer det andelsejede Danish Crown absolut topkarakter i en ny analyse.

Første pladsen placerer slagterivirksomheden foran de 37 andre virksomheder, der er med i opgørelsen. Længere nede på listen finder man blandt andre store virksomheder som Novo Nordisk, Rema 1000, Nationalbanken og Spar Nord.

Arla er også med i undersøgelsen, men mejeriet ligger i den anden ende af skalaen.

"Jeg er da stolt og glad for resultatet", siger pressechef Jens Hansen, Danish Crown.

"Som gammel sportsjournalist ved jeg godt, at man aldrig er bedre end den sidste kamp, så det er et øjebliksbillede. Men selvfølgelig er vi glade for resultatet. Jeg er da også sikker på, at vores ejere, de danske landmænd, har fordel af, at erhvervsjournalister synes, de får en god behandling af landmændenes virksomhed".

221 journalister har svaret

Analysen er lavet af Analyse- og Konsulenthuset Aalund, der en gang om året udgiver PR Barometer Business.

Her går man i dybden med journalisters opfattelse og bedømmelse af de største virksomheders mediehåndtering. I undersøgelsen har 221 journalister, der alle dækker erhvervsstof, deltaget i undersøgelsen i 2020.

Journalisterne bedømmer tilfredsheden med dialogen og den mere overordnede opfattelse af fire-fem virksomheder, som de har været i kontakt med i løbet af det seneste år.

Danish Crown lå sidste år som nr. 18 på den samlede liste over virksomheder, der gør det bedst med presserelationer. Novo Nordisk og Spar Nord, der i år ligger hhv. nr. 2 og 3, har også begge taget flotte spring op ad den samlede liste sammenlignet med 2019. Her lå Novo Nordisk nr. 23 og Spar Nord nr. 24. 

Det er 19. gang undersøgelsen er gennemført i Danmark, og data er indsamlet i perioden 11. juni - 28. august 2020.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle