DC-slagterier får lov at sende kød til Kina igen

I over to måneder har der været lukket for eksporten fra Danish Crown-slagterier til Kina, men nu er der gang i eksporten igen.

Eksporten af varer fra tre af Danish Crowns slagterier har siden november været lukket på grund af "administrative udfordringer", som Danish Crown beskriver.

Men nu er der hul igennem til Kina igen, lyder det fra Danish Crown i forbindelse med offentliggørelsen af næste uges svinenotering.

Det er koncernes mindre slagtesteder, Sæby, Herning og Rønne, der har været berørt af nedlukningen, men det glæder den globale salgsdirektør Lars Albertsen, at man kan sende varer til Kina igen.

"Det er dejligt at være tilbage i det, jeg vil kalde almindelig drift. Det har taget kræfter i organisationen, at få de nødvendige aftaler på plads, men det ligger heldigvis bag os nu. På den korte bane betyder det ikke så meget for vores salg, da stort set alle i Kina holder ferie i forbindelse med det kinesiske nytår, men i det store billede er det meget positivt", siger Lars Albertsen.

Danish Crown oplyser desuden, at der for landene udenfor Europa er stabilt salg til Japan, mens salget til Kina er lidt ramt af det kinesiske nytår.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle