De 5 Gaarde lander stort minus efter tab af vigtig kyllingeproduktion

De 5 Gaarde, der producerer en lang række landbrugsprodukter, har endnu engang måtte bogføre et underskud efter tabet af Frijsenborgs kyllingeproduktion.

De 5 Gaarde, der er ejet af Prins Joachim og rigmanden Troels Holch Povlsen, har for fjerde år i træk måtte tage et større underskud på deres landbrugsforretning.

Det viser selskabets netop udgivne årsregnskab for 2020, der dækker månederne januar - juli.

I 2020 endte underskuddet på -670.000 kr., hvilket er et væsentligt dyk for selskabet, der i 2019 "kun" måtte bogføre et tab efter skat på -173.000 kr.

Bruttofortjenesten er også faldet markant og lød for 2020 på -612.000 kr. mod et plus på 1,6 mio. kr. i 2019. Også driftsresultatet, der i 2019 også var positivt, lyder på -834.000 kr. i 2020.

Med til historien hører dog, at De 5 Gaarde har ændret regnskabspraksis, så regnskabet fremover vil løbe fra august til og med juli året efter. Dermed dækker det netop udgivne 2020-regnskab kun "overgangsmånederne" frem til det nye regnskabsår.

Derfor er underskuddet for det netop afsluttede 2020-regnskab også større end tidligere år, da det kun er talt over syv og ikke tolv måneder.

Tab af kyllinger 

Regnskabet viser dog tydeligt, at De 5 Gaarde fortsat har svært ved at få vendt flere års underskud til plus.

De 5 Gaarde består i dag kun af en sammenslutning af tre godser, efter Bent Tido Wedell fra Frijsenborg og Wedelsborg Godser trak sig fra samarbejdet i oktober 2019. Med sig tog han også salget af kyllinger, der hidtil har været en af selskabets største produkter.

"Fra og med regnskabsåret 2019 sælger selskabet ikke længere kyllinger, hvilket tidligere har været en ikke ubetydelig del af den totale omsætning. Derfor har der i regnskabsåret 2020 været fokus på udvikling af nye produkter fra andre gårde, samt på at initiere en relancering af et udvalg af de eksisterende produkter", skriver ledelsen, der ud over Prins Joachim og rigmanden Troels Holch Povlsen består af direktør Jeppe Blas Kvorning.

"Denne omlægning har resulteret i et negativt resultat, hvilket også var forventet da processen blev igangsat. Ledelsen anser dog fortsat resultatet for værende utilfredsstillende", fortsætter ledelsen. 

De tre tilbageværende gårde, Schakenborg, Constantinsborg og Gyllingnæs Gods, har primært fokus på planteavl af bla. korn, raps og frø, men sælger også en lang række andre produkter som specialøl, marmelader og spiritus.

Regnskabet for De 5 Gaarde viser dog ikke hele billedet for økonomien bag samarbejdet. Omsætningen fremgår ikke for selskabet, ej heller hvilken pris som de enkelte gårde modtager for deres varer. Denne merindtjening – eller eventuelt underskud – ligger i stedet i regnskabsbøgerne for de enkelte gårde.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra direktør for De 5 Gaarde Jeppe Kvorning. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle