De lever af at dyrke en stor køkkenhave

I 17 år har et ægtepar på Tåsinge levet af at dyrke 67 hektar jord. Det handler i høj grad om vilje og hårdt arbejde, forklarer de.

Vi dyrker alt frugt og grønt, der kan dyrkes i den danske muld - så enkelt kan det faktisk siges«, lyder det fra 45-årige Mette Dieckmann om landbruget Hellevgård på Tåsinge, som hun driver sammen med sin mand Brian Dieckmann.

»Det er en stor køkkenhave - det er en gammel landbrugshave«, tilføjer 49-årige Brian Dieckmann.

På Hellevgård driver ægteparret 67 hektar, og alle produkter afsættes direkte til forbrugerne i den lille gårdbutik og til torvedage i Svendborg hver lørdag i sommerhalvåret.

I alt driver de 67 hektar med korn, frugt og grønt. Derudover eksperimenterer de med druer til vin eget forbrug.

»Det giver to fuldtidsstillinger, og det har det gjort i 17 år«, fortæller Mette Dieckmann, der i 2001 opsagde sit kontorjob for at komme hjem og hjælpe til på gården og passe parrets tre børn.

De dyrker alt fra spidskål og kirsebær til juletræer og pyntegræskar. Derudover sælger de bl.a. også hjemmelavet ketchup, rapsolie, marmelade og mel.

Friheden til selv at bestemme

Der er flere grunde til, at ægteparret gerne selv vil stå for afsætningen af produkterne.

»Det giver en større fortjeneste. vi har ikke fordyrende mellemled, og så er det den direkte kontakt til forbrugerne, og at vi kan overbevise dem om, at det er et godt produkt, vi laver«, siger Mette Dieckmann.

»Du har heller ikke en bestillingsliste, der stresser dig, på at du skal have 20 spidskålshoveder klar torsdag til Brugsen eller til Valdemar Slot. Vi bestemmer selv, og det er rart. Hvis vi har to spidskålshoveder, er det fint, og hvis vi har 10, er det også godt. Når der ikke er flere ude ved vejen, er der ikke flere, og det ved folk godt«, siger Brian Dieckmann.

Prøver sig frem

Ægteparret er hele tiden opmærksomme på, hvilke produkter kunderne vil have.

»Vi kan se det ude på hylderne - vi kan tydeligt se, når salget går ned«, siger Brian Dieckmann.

Når de afprøver nye produkter til gårdbutikken, starter det ofte som en sjov idé til eget forbrug, og hvis det bliver godt, prøver de at sælge det i gårdbutikken. For eksempel prøvede Brian Dieckmann at lave sin egen ketchup for at se, om det kunne spises.

»Typisk starter vi med en gryde med 30 glas af et eller andet, og er det en succes, laver vi noget mere i sæsonen efter. Det er bare at prøve sig frem«, siger Mette Dieckmann.

Ingen røde tal

Mette og Brian Dieckmann oplyser, at der aldrig har været røde tal på bundlinjen i de 17 år, hvor de har drevet landbruget sammen.

»Selvfølgelig har vi også haft perioder, hvor vi har tænkt, at det var godt, at det snart var høst, fordi der snart skulle nogle penge på kontoen«, siger Mette Dieckmann.

Da de begge to arbejdede hjemme, kunne de spare daginstitutionerne væk.

»Man kan nøjes med én bil, man behøver ikke at komme til frisøren hver måned, og man behøver ikke at have fint, nyt tøj. Man kan faktisk leve rimeligt fornuftigt, hvis man lige strammer livremmen lidt ind«, siger Mette Dieckmann.

Faktaboks

Hellevgård 

  • Ejes af Mette og Brian Dieckmann. 
  • 43 hektar, hvor 16 hektar er bortforpagtet. De forpagter selv 40 hektar, så i alt driver de 67 hektar. 
  • Har får, grise, høns og en enkelt fedekalv til eget forbrug.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle