Ejendomsmarkedet af direktør Bent Holm, Lanbogruppen
Kender I det med at gå en lang tur i skoven med børnene eller hunden og bruge megen tid på at tænke på de mest forunderlige forhold i tilværelsen. Tankerne får lov til at arbejde.
Meget ofte undrer jeg mig over en virkelighed, som mange tager for givet men ikke sætter spørgsmålstegn ved. Sidst handlede det om sagens kerne, når det gælder investering i landbrug.
Lad os tage udgangspunkt i to landmænd, Jens og Hans. Jens køber jord og forhandler prisen på plads til 150.000 kr. Han låner 90.000 i realkreditten og betaler 900 kr. i rente. Han bidrager selv med 60.000 kr., og han forpagter jorden ud til 4.000 kr.
Så skal der betales ejendomsskat, javel, men det er i udgangspunktet en solid forretning.
En dårlig forretning
Hans køber også jord, og prisen er ligeledes 150.000 kr. Han låner også 90.000 kr. i realkreditten og betaler 900 kr. i rente om året. Men til forskel fra Jens låner han de sidste 60.000 kr. I banken. Til ni procent i rente - og betaler dermed 5.400 kr. oveni.
Og så er det lige pludselig en dårlig forretning, så skal forpagtningsprisen helt op på 6.300 kr. bare for, at forretningen går i break-even, som det hedder med et nudansk udtryk.
60.000 kr. i egenkapital gør hele forskellen. Nuvel, så handler det om ca. 30 pct. EK, og den gør så den store forskel på succes og fiasko i forretningslivet.
For sagen er jo, at jord traditionelt betragtes som værdifast. Over årtier har vi haft prisstigninger på jord som minimum svarede til inflationen og i mange tilfælde også var højere på langt sigt. Gevinsten har været lige til baglommen og har i mange tilfælde sikret fortsat drift af ejendommen.
Og hvad kan man så gøre ved det, lyder spørgsmålet, mens hunden snuser rundt i skovbunden, eller børnene får våde sokker i støvlerne.
Ja, skælde ud på bankerne er den første indlysende ide, hvilket har en marginal effekt. Fortryde fortidens synder er en anden. Og uden at det flytter noget overhovedet.
Cash is King
Men måske kunne man opfordre banker og andre finansieringskilder til fortsat at se landbrug og landbrugsjord som en god og langsigtet investering med et fast afkast.
Verden skal jo brødfødes.
Og måske kunne man opfordre helt andre investorer til at få øjnene op for landbruget, hvilket samtidig kunne give unge potentielle landmænd mulighed for at drive en produktionsvirksomhed, hvor andre finansierer jorden.
”Cash is King” – eller rettere ”EK er kongen” Og hvis ikke man har ”kongens mønt”, så kunne en langsigtet forpagtning måske være sagen?
