De største jobskifter i landbruget i 2019

Finansdirektørerne har været de mest udskiftede blandt landbrugets topvirksomheder i 2019. Se en liste over de vigtigste jobskifter.

Farvel til kendte ansigter og goddag til nye. Som alle tidligere år bød 2019 også på en række store jobskifter i landbrugets virksomheder. Og især på én type post, nemlig finansdirektørernes, var der mange udskiftninger i årets løb. 

Vi giver et overblik over de vigtigste. Og lidt usædvanligt for landbruget er et par af dem endda også helt nye ansigter i branchen - der ellers har en tendens til primært at hente chefer ind, der allerede er godt kendte med landbrug.

To store skift i Arla

Fra landbrugets absolut største selskab, Arla Foods, endte det med hele to store nyheder i den absolutte top-liga i 2019.

Først blev direktionen udvidet, da Peter Giørtz-Carlsen blev forfremmet fra posten som chef for den europæiske forretning til også at kunne kalde sig udpeget af bestyrelsen og dermed på øverste lag i Arla-hierakiet.

Dermed blev direktionen atter bemandet med to og Peder Tuborgh fik sig den sparringspartner, han mistede, efter mangeårige viceadministrerende direktør Povl Krogsgaard gik på pension forrige år.

I oktober kom nyheden så om, at finansdirektør Natalie Knight - der ikke var medlem af direktionen, men derimod en del af det næstøverste koncernledelseslag i Arla Foods - stopper ved udgangen af februar næste år.

Hun skal i stedet til den hollandsk-belgiske detailkoncern Ahold-Delhaize efter fire år som chef for mejeri-finanserne.

Hvem der overtager pladsen efter den sympatiske talknuser, er endnu ikke meldt ud.

Danish Crown henter i Holland

Mens Arla sender en finansdirektør til Holland, så henter Danish Crown netop en finansdirektør den anden vej.

Slagterikoncernen har nemlig ansat den 48-årige Thomas Ahle med virkning fra februar som ny CFO, altså finansdirektør.

Thomas Ahle, der var ansat i hollandske Refresco, skal afløse den erfarne finansboss Preben Sunke. Han har ønsket at geare lidt ned - og får fremover titlen som driftsdirektør med fokus på især strategi og at få Danish Crown til at fungere på tværs af den enorme organisation og mange enheder.

Preben Sunke skal dog fortsat være stedfortrædende for topboss Jais Valeur og forventningen fra bestyrelsen er, at den ny tre-mands direktion kan rykke på en række opgaver, der har måttet vente, fordi hænderne har været for få hidtil.

DLG med næsten-ny direktion

Preben Sunke er dog ikke den eneste finansboss i Danish Crown, der blev skiftet. I marts meldte DLG nemlig, at de havde gaflet slagteriets finansdirektør for den vigtige division Pork som ny CFO i grovvareselskabet.

Thomas Brebøl Christensen trådte nemlig ind i DLG's direktion som afløser for Lars Sørensen, der efter knap syv år i spidsen for DLG's regnskabsbøger ønskede at træde et skridt tilbage.

Thomas Brebøl Christensen udgør nu sammen med Kristian Hundebøll, der er øverste chef for DLG, og Niels Søren Rasmussen, der siden sidste år har været COO og chef for grovvareaktiviteterne, DLG's direktion.

Farvel til bemærkelsesværdig slagteriboss

Blandt de store afskeder for året var også, at Ove Thejls efter 24 år i spidsen for Tican, valgte at forlade posten.

Ove Thejls Tican

Ove Thejls fik i den forbindelse en stor mængde rosende ord for sin indsats med at konkurrere op mod rivalen Danish Crown fra både venner og "fjender". Heriblandt også tidligere slagteridirektør Kjeld Johannesen.

Ny på posten i det Tönnies-ejede slagteriselskab er Niels Jørgen Villesen, der i mange år har været CFO i selskabet. Ove Thejls er dog stadig at finde - han har nemlig overtaget næstformandsposten i bestyrelsen.

Mr. Kartoffelman

En anden direktør, der har gjort sig bemærket, er Nicolai Hansen, nu tidligere direktør for KMC.

Han sagde farvel i den tidlige sommer for at koncentrere sig mere om fødevareudvikling og innovation. Netop disse ting var hans helt store succesnummer i KMC, hvor han kom ind for at redde kartoffelselskabet ud af det truende EU-støtte stop. En situation, der førte til en bemærkelsesværdig vækstrejse med stor fremgang i indtjeningen.

Ind hos kartoffelavlerne kom i stedet Jesper Burgaard, hentet fra hudevirksomheden Scan-Hide. I Scan-Hide er Michael Søndergaard nu ny adm. direktør.

Hos inventarvirksomheden Skiold blev det i august et farvel til topdirektør Lasse Viegand Hansen, efter en periode på kun godt et år på posten. Direktøren stoppede med øjeblikkelig virkning for at få mere tid til familien og overlod i stedet posten til midlertidig direktør Lars Radoor Sørensen.

Pressechef og direktør sagde farvel

I Landbrug & Fødevarer har Anne Ahrnung nu allerede siddet et år som øverste direktør. Hun har dog måttet sige farvel til to af de profilerede personer i offentligheden i årets løb.


Søren Andersen, tidligere pressechef, står yderst til venstre.

Først meldte pressechef Søren Andersen, at han sprang tilbage til Christiansborg-politk og et job som særlig rådgiver for den nyudnævnte fødevareminister Mogens Jensen.

Og her i december kom nyheden så om, at direktør for politik og kommunikation i interesseorganisationen, Morten Høyer, også siger farvel. Han skal i stedet være direktør i organisationen for kapitalfonde, DVCA, hvor han er blevet headhuntet af den tidligere socialdemokrat Henrik Sass Larsen - og hans afskedsreception var pakket med socialdemokratiske nuværende og tidligere ministre.

Balladen om de fiktive fakturaer

I LandboSyd kom der også nye folk på kontorstolene hen over sommeren. Først blev hele direktionen i form af adm. direktør Anders Andersen og direktør Jan Fensholt-Hansen fyret - og kort efter fulgte forklaringen om, at det det skyldtes fiktive faktuaer og utilfredse medarbejdere.

Siden har formand Mogens Dall fået ansat Sune Aagot Sckerl som ny direktør fra 1. december. Han er hentet fra Hededanmark, hvor han har været områdedirektør.

Imens har den fyrede Anders Andersen fået en ny stilling som direktør. Han er ansat som den nye leder i Syddansk Kvæg og bliver samtidig tilknyttet Regnskab og Økonomi som udviklingschef i SLF.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle