Dele-landbrug kræver klar aftale

At indgå en aftale om at dele et landbrug handler om mere end kroner og ører. Det handler i høj grad også om, hvem der har ansvaret for hvad.

Hvem skal stå for affaldshåndteringen, og hvem tager sig af vedligehold af stuehuset?

Sådan lyder to eksempler fra den tjekliste, som Jan Møller Olesen, afdelingsleder og økonomikonsulent hos Agrovi, har udarbejdet i forbindelse med sin rådgivning af Jens Chr. Sørensen, som er startet som mælkeproducent i lejede bygninger.

Jan Møller Olesen hylder gerne Jens Chr. Sørensens eksempel, fordi det viser, at landmænd kan finde sammen om gode løsninger, og at der bevares produktion på en ejendom med nyere bygninger, som ellers så ud til at blive tømt.

Klar opgavedeling

Når man skal strikke en aftale sammen om at dele et landbrug, skal man bl.a. se på, hvordan man kommer ind og ud af samarbejdet. Også hvad der skal ske ved evt. konkurs eller dødsfald mellem parterne, bemærker Jan Møller Olesen.

Parterne skal også afklare, hvilke bygninger, adgangsveje og udenomsarealer parterne hver især må benytte.

Man skal også håndtere spørgsmål om levering af foder, afsætning af husdyrgødning, forsikring, miljøgodkendelse og produktionsomfang samt selvfølgelig, hvornår lejen skal betales.

»I den konkrete eksempel har parterne været fantastisk gode til at afstemme deres forventninger, således at begge har opnået den bedste løsning. Det har været en fornøjelse at være med til«, siger Jan Møller Olesen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle