Delegeretmøde: Vi kan ikke se, hvor krisen ender

Både de økonomiske og de menneskelige konsekvenser af landbrugets krise kan blive uoverskuelige, mener Martin Merrild.

Landbruget er i en krise og kan ikke se, hvordan det ender. Det påpegede Martin Merrild i sin beretning på delegeretmøde i Herning onsdag formiddag.

"Den nuværende krise er dyb, og vi kommer ud på den anden side, men ikke uden konsekvenser. Hvor store de bliver, det afhænger af, hvor gode vi og resten af Danmark er til at stå sammen. Vi skal have opbakning fra politikerne, vi skal have medspil fra den finansielle sektor, og vi skal stå sammen i erhvervet. Ellers risikerer tabene - både de økonomiske og de menneskelige - at blive uoverskuelige", sagde han.

Værste tørke i 100 år

En væsentlig årsag til krisen er, at landbruget i sommers var ramt af den værste tørke i 100 år. Også lave priser og trussel fra Afrikansk Svinepest rammer landbruget.

"Meget tyder desværre på, at vi kommer til at se mange konkurser. Det gør ondt indeni, når gode landmænd, jeg har kendt en stor del af mit liv, må dreje nøglen om og forlade gården. Og jeg bliver ked af det, når dygtige unge landmænd ender med at blive lukket, fordi budgetterne ikke holder. Hver gang nogen må give op, er det en livsdrøm, der brister, og et hjem, der går tabt", lød det fra talerstolen.

Ingen lavthængende frugter tilbage

Ifølge formanden er de lavthængende frugter allerede plukket efter finanskrisen, hvor mange fik styr på deres landbrug ved at producere og effektivisere. Nu er situationen anderledes.

"Når jeg taler med vores medlemmer bliver jeg bekymret. Der er lidt for mange, som fortæller mig om gårde til salg, der ikke handles. Og for mange, som fortæller hvor voldsomt tørken kombineret med lave afregningspriser rammer", sagde Martin Merrild.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle