Deltidslandmænd samarbejder i høst

Maskinsamarbejde og forenklet markplan giver større effektivitet, når landbruget skal passes ved siden af lønarbejde.

For nogle år siden var Find Rasmussens daværende mejetærsker ved at være udtjent, og i et par år havde han maskinstation til at høste sine 30 hektar på sit deltidslandbrug nær Ølholm i Midtjylland. Til bedriften hører også en slagtesvinestald med 400 stipladser.

"Det tog en dag, og det føltes helt forkert. Det var ikke rigtig høst på den måde," siger Find Rasmussen, som derfor atter blev mejetærsker-ejer og i disse dage lægger sidste hånd på eftersynet af sin og en deltidskollegas fælles Dronningborg 7200 med 12 fods skærebord, inden vinterhvede- og vårbyghøsten på de i alt 70 hektar, de to driver tilsammen. Den havde 600 timer på tælleren, da den blev købt for fem år siden, og med 50-60 timers høstarbejde årligt er der mange år tilbage i maskinen.

Hvede efter hvede

Find Rasmussen, der er ansat som portør på sygehuset i Vejle, dyrker hvede efter hvede i en enkelt mark på niende år og ellers på femte år. Udbyttet ligger typisk på 80-90 hkg pr. hektar, idet jorden er JB7 og derover og særdeles dyrkningssikker. Men også lidt kold, og derfor er hveden sen.

"Det er meget nemmere kun at have én afgrøde, og især er det dejligt ikke at have vinterbyg, for så kan vi også holde lidt ferie. Når vi først går i gang, så gør vi markerne færdige fra en ende af, og det er meget tidsbesparende," forklarer Find Rasmussen.

Det gælder ikke bare høstarbejdet men også etablering, gødskning og planteværn, at få afgrøder gør arbejdet nemmere og maskinparken mere målrettet. Nogle af maskinerne er fælles, andre ejer de hver især.

Store omkostninger

"Maskinsamarbejdet har ikke gjort det billigere, men vi har fået bedre maskiner for de samme penge. Vi er meget afhængige af, at grejet fungerer, når vi har fri," uddyber han og understreger, at netop fordi markarbejdet foregår i fritiden og på ferie- og fridage ved siden af et fuldtidsarbejde, går det ikke at 'rasle' rundt med gamle, udtjente maskiner. Nok er landbruget ikke stort, men der gælder de samme krav til effektivitet og produktivitet her som andre steder. Mindst.

"Der er meget store omkostninger ved at drive landbrug, også for de mindre, så det er en stor udfordring at styre de omkostninger. Det spiller ikke den store rolle for omkostningerne, om du skal have hjælp til EU-ansøgningerne for 30 eller 300 hektar, og det er dyrere at levere små hold slagtesvin og købe små læs foder i stedet for at tage et helt træk. Men omvendt har vi selvfølgelig fordelen af en indtægt udefra," forklarer han og lægger vægt på, at de faglige udfordringer er de samme uanset størrelsen: At få det optimale ud af bedriften.

 

Find Rasmussen er aktiv i det lokale deltidsudvalg og sidder som deltidslandmændenes repræsentant i LRØ's bestyrelse. De fleste gør som ham selv, er det hans vurdering, og optjener eller bytter sig til fridage og planlægger ferien efter, hvad der måtte være af opgaver på landbruget. Har man bare lidt jord, kræver især høsten nogle sammenhængende fridage.

"Der er nødt til at være lidt forståelse og fleksibilitet hos arbejdsgiver og kolleger, for det er svært at bestille ferie i foråret, så det passer med høsten," påpeger han.

Prøvede fuldtidslandbrug

Både Find Rasmussen og hans ægtefælle er født og opvokset på landet, havde begge en interesse for landbruget og ville gerne have, at deres børn voksede op på et landbrug. Og Find Rasmussen lægger da heller ikke skjul på, at ambitionen på et tidspunkt også var et fuldtidslandbrug.

"Jeg prøvede det et halvt års tid, men savnede at møde andre mennesker og få inspiration udefra," siger han med et grin og lægger ikke skjul på, at efter en uges høstarbejde er hans behov for at køre mejetærsker dækket.

Men faktisk rummer deltidslandbruget med 30 hektar og 400 stipladser et job ekstra i forhold til normtimerne - uden dog at levere en fuld ekstra indtægt.

"Det opleves ikke som et ekstra fuldtidsarbejde i praksis. Men der er da lange dage indimellem," forklarer Find Rasmussen. Derfor gælder det også at sørge for at holde fri en gang imellem.

solhoej@landbrugsavisen.dk

Emneord

høst

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle