Den første af sin slags i Danmark: Gl. Buurholt har bygget mobil afskalningsfabrik

Havre kan tilføre større værdi til økologiske malkekøers foder, hvis havren bliver afskallet. Gl. Buurholt demonstrerer en mobil afskalningsfabrik på Økologisk Grovfoderdag 15. maj.

Jyske Gl. Buurholt har sidste år bygget lidt af et unikum - nemlig landets første og eneste mobile havreafskaller.

Den skal virksomheden have med, når den er en af 22 udstillere på ØkologiRådgivning Danmarks ’Økologisk Grovfoderdag’ den 15. maj.

Gl. Buurholt har specialiseret sig i mobile løsninger og kører bl.a. rundt og oprenser og behandler landmænds egen udsæd. Havreafskalning er et nyt forretningsområde, som indehaver Visti Møller ser potentiale i.

På lastbilen er monteret tre afskallere, som tilsammen har en kapacitet på 7-8 ton færdigvare i timen, og som afskaller 80-90 pct. af kernerne.

Visti Møller anbefaler, at man får afskallet en ny portion hver tredje måned, så foderet altid er friskt.

På Økologisk Grovfoderdag kan gæsterne få svar på alt fra tekniske detaljer om anlægget til foderværdi og økonomi i afskallet havre.

"Beregninger og erfaringer viser, at afskallet havre giver billigere foder og mere mælk, men det er ikke der, vi har vores ekspertise. Derfor har vi allieret os med kvægkonsulent Kirstine Flintholm Jørgensen, LMO, som også vil være på standen, så vi kommer hele vejen rundt om emnet", fortæller Visti Møller.

Havre er den nemmeste kornafgrøde at dyrke økologisk. Den giver gode udbytter på alle jordtyper og konkurrerer godt med ukrudt.

"Men vil man dyrke havre, skal man så den tidligt. Det giver det bedste udbytte og de største kerner - og dermed også den mindste skalandel", siger arrangør og plantechef i ØkologiRådgivning Danmark.

Økologisk Grovfoderdag er arrangeret af ØkologiRådgivning Danmark og afholdes 15. maj i Varde.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle