Den investering gav pote: Radrenser og såmaskinei ét effektiviserer arbejdet

Hidtil har maskinstationen stået for at så og radrense hør- og hampefrømarkerne på Nyborggaard, men efter investering i en ny såmaskine, der samtidig er radrenser, klarer Søren Jensen opgaverne selv.

»Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg kunne komme til at rækkedyrke afgrøderne, også efter at ukrudtstrykket i kornet er blevet ret intenst efter mange års økologisk dyrkning«.

Sådan begrunder han sin nye investering i den kombinerede radrenser og såmaskine til mere end en halv mio. kr.

»Den er ikke betalt hjem på et par sæsoner. Maskinstationen kunne gøre det for de penge i mange år, men jeg tænker meget på, at der også er nogle penge i at ramme det helt rigtige tidspunkt, og det kan jeg bedre nu«, siger han.

Han regner også med at køre et par gange ekstra i forhold til, hvis maskinstationen skulle rykke ud hver gang.

Betalt på seks år

Regnearket siger så, at med løn til ham selv er såmaskinen betalt om seks år sammenlignet med, at maskinstationen skulle gøre det hele.

I forvejen havde Søren Jensen et tre meter rotorsåsæt, som gjorde arbejdet godt. Men med en tre meter radrenser vil han sidde på traktoren evig og altid og alligevel ikke kunne nå over arealet. At købe en seks meter radrenser og lade maskinstationen så ville også koste en del, så nu har han købt en 8 meter Camelion såmaskine, der også kan radrense.

Effektiv såning af efterafgrøder

En anden fordel er, at såmaskinen kan så efterafgrøder ved sidste radrensning, så markerne kan være grønne om efteråret.

»Det kan jeg godt bruge til N-fiksering. Jeg har også en idé om at prøve at så vårbyg i hør ved sidste radrensning i juni og høste byggen sammen med hørfrøene sidst i september og så skille dem ad i renseriet«, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle