Departementschef fra Minksagen lander direktørjob i kommune

Henrik Studsgaard, som blev fritaget for tjeneste for sin rolle i Minksagen, skal være direktør i Esbjerg.

Departementschef i Miljøministeriet Henrik Studsgaard er blevet ansat som direktør for Teknik & Miljø i Esbjerg Kommune.

Det oplyser Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.

Henrik Studsgaard blev i slutningen af august fritaget fra tjeneste som departementschef for sin rolle i Minksagen.

Efter at have rådført sig med Kammeradvokaten meddelte Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, at man ville indlede en disciplinærforfølgning af Studsgaard med et tjenstligt forhør.

Henrik Studsgaard var centralt placeret, da det tilbage i november 2020 blev besluttet, at alle mink skulle aflives af frygt for et muteret coronavirus.

Håndteringen af smittede mink hørte under Miljø- og Fødevareministeriets ressort.

En redegørelse viste, at netop Henrik Studsgaard meget tidligt vidste, at ordren om at aflive alle mink var ulovlig, men ikke kommunikerede det til ministeren.

Henrik Studsgaard fortalte under afhøringer i Minkkommissionen, at det ikke var "top of mind" hos ham at drøfte, hvor hjemlen for aflivningen skulle findes, da beslutningen om at aflive alle mink blev taget i regeringens koordinationsudvalg på et møde 3. november 2020.

59-årige Henrik Studsgaard bliver ny direktør for Teknik & Miljø, efter at den tidligere direktør, Erik Jespersen, 1. oktober begyndte i et nyt direktørjob i Odense Kommune.

Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), ser frem til samarbejdet med den nye direktør.

- Med Henrik Studsgaard får vi en erfaren og kompetent mand til at stå i spidsen for Teknik & Miljø, og jeg er glad for, at vi har kunnet tiltrække en kapacitet som ham, udtaler borgmesteren i pressemeddelelsen.

Henrik Studsgaard tiltræder den nye stilling 1. januar 2023 eller snarest derefter.

Hans opsigelsesvarsel er fortsat under forhandling, oplyses det.

/ritzau/
 

Emneord

minkkommissionen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle