Departementschef: Ingen advarsel om manglende lov på centralt minkmøde

Der stod intet om hjemmel til minkaflivning i mødepapirer, da aflivning blev afgjort, siger departementschef.

Statsministerens højre hånd var med på et møde i det magtfulde Koordinationsudvalg, da det om aftenen 3. november sidste år blev besluttet at aflive alle mink.

Seks minutter inden havde mødedeltagerne fået materialet til mødet på mail, så departementschef

Barbara Bertelsen havde ikke nået at læse dokumenterne.

Men ifølge Barbara Bertelsen havde det ikke gjort megen forskel. I materialet står der efter hendes opfattelse intet om, at der skulle mangle lovgrundlag til at aflive landets mange millioner mink.

Det siger Barbara Bertelsen torsdag, hvor hun afhøres i Minkkommissionen.

"Det står jo ingen steder, at der er et hjemmelsproblem i forhold til faktiske, fysiske aflivning", siger departementschefen i Statsministeriet.

Bertelsen, der er uddannet jurist, understreger, at det også er sådan, hun læser dokumentet i dag.
Det blev ifølge topembedsmanden debatteret på mødet 3. november, at en aflivning af alle mink kunne føre til, at der skulle udbetales erstatning til avlerne. Og at der måske manglede lovhjemmel i forhold til det. 

Men spørgsmålet om lovgrundlaget blev ikke rejst, hvad angik selve aflivning af dyrene. 

Tidligere var det allerede besluttet, at smittede mink og mink i sikkerhedszoner omkring smittede farme skulle aflives, og arbejdet var gået i gang.

På mødet 3. november deltog blandt andre sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og daværende fødevareminister Mogens Jensen (S).

Og sidstnævnte, der endte med at miste sit job som følge af minksagen, nævnte på mødet, at minkbranchen angiveligt kun var interesseret i at beholde avlsdyrene, hvis man kunne beholde 20 procent af dyrene.

Det ville betyde, at man skulle beholde flere millioner mink. Den idé skød sundhedsminister Magnus Heunicke ifølge Barbara Bertelsen ned.

"Der lyder svaret klart nej", gengav hun fra mødet.

Det ville ikke være foreneligt med en risikovurdering fra Statens Serum Institut om, at fortsat minkavl i Danmark ville udgøre en fare for folkesundheden.

Den følgende dag meldte statsminister Mette Frederiksen (S) ud på et pressemøde, at de omtrent 15 millioner mink skulle aflives.

Barbara Bertelsen siger torsdag i retten, at som hun husker det, blev hun først en halv uge efter mødet opmærksom på, at der kunne være et problem med lovhjemlen.

"Det var, i forbindelse med at det breaker i medierne", siger hun.

Minkkommissionen er nedsat for at undersøge myndigheders og ministres handlinger i forbindelse med beslutningen om at kræve de mange dyr aflivet.

Kommissionen skal komme med et resultat af undersøgelsen senest til april.

/ritzau/
 

Emneord

minkkommissionen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle