Der bliver knoklet i kulissen frem mod "grimt" brexit

Der er stadig ingen afklaring på, om brexit får en handelsaftale med fra brexit. Hos L&F knokler man for at forberede sig på, hvad det end måtte ende med.

Uret tikker for det forstående brexit, hvor Storbritannien og EU endnu ikke har kunnet blive enige om en handelsaftale, og dermed spøger dommedagsscenariet om et såkaldt "hard brexit" i dén grad.

Et scenarie, hvor Storbritannien natten over bliver et tredjeland med alt, hvad der følger med af komplikationer.

Især for fødevaresektoren er Storbritanninen en vigtig samhandelspartner, og derfor knokler blandt andre Landbrug & Fødevarer med at forberede sig på brexit. 

alt ændrer sig

"Bliver det hard brexit, bliver det grimt. Fra dag til dag bliver alt ændret, når det kommer til handel med Storbritannien, så vi skal være godt klædt på", siger områdedirektør i L&F Jan Laustsen og fortsætter:

"Vi kan ikke kontrollere den politiske proces, men vi kan for det første forsøge at forberede os så godt som muligt, og det arbejder vi benhårdt på lige nu i et konstruktivt samarbejde med myndighederne og de toneangivende eksportører".

Jan Laustsen er selv i kontakt med Toldstyrelsen og Fødevarestyrelsen, som er de myndigheder, som brexit får størst konsekvenser for.

Hos Fødevarestyrelsen bliver der tilført flere ressourcer for at kunne håndtere flere certifikater og sikre en smidig handel.

nye markeder og en statskonsulent

"Lige nu er vi der, hvor vi har identificeret omfanget, og hvor skoen kommer til at trykke, og så arbejder vi på nogle løsninger ud fra det", siger han og fortsætter:

"Blandt andet undersøger vi nye markeder. Uanset hvad bliver Storbritiannien tungere at danse med, og derfor skal vi se os om efter nye muligheder".

Konkret foreslår Jan Laustsen, at man overvejer at genindføre en landbrugs- og fødevareekspert tilknyttet den danske ambassade i England.

"Forudsat det bliver så kompliceret, som vi forudser, det gør, så ønsker vi os en statskonsulent med de kompetencer", siger Jan Laustsen.

"vi har hastværk"

Det, der besværliggør handler fremover er, at varer skal kontrolleres i højere grad, der skal udarbejdes eksportdokumenter og certifikater, der skal flere toldere til at stå for den øgede håndtering osv.

"Og det er vi slet ikke gearet til i dag, så det arbejder vi på at blive. Men vi har hastværk," siger Jan Laustsen.

Mange forudser kø og kaos i forbindelsen med transport af varer, og områdedirektøren forudser, at det kommer til at koste.

"Med toldsatser, forsinkelser og øgede omkostninger ved den mere komplicerede samhandel kan vi ikke undgå, at der bliver et værditab", siger Jan Laustsen.

Senest 29. marts skal Storbritannien og EU blive enige om en handelsaftale, ellers ender det med hard brexit.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle