Det er en udbredt opfattelse blandt landbrugets kritikere, at fødevareproduktionen så at sige skal bredes mere ud i verden, så den eksempelvis er mindre intensiv i Danmark. Det er en farlig tankegang, for nogle områder er faktisk bedre end andre at producere fødevarer i.
I runde tal sulter 700 millioner ud af verdens samlede befolkning på cirka 8 milliarder mennesker. Ikke fordi der produceres for lidt mad, men i al væsentlighed på grund af krige, korrupte regeringer, udbredt ineffektivitet i mange lande, madspild og klimaforandringer.
Chefredaktørens kommentar
- er et journalistisk produkt, der skrives uafhængigt af ejer- og partiinteresser. Kommentaren er alene et udtryk for skribentens holdning.
Rigtig mange steder i eksempelvis Asien og Afrika er landmændene såkaldte subsistensbønder, hvilket vil sige, at de producerer føde til deres egne familier og ikke mere. De er ganske sårbare over for fænomener som tørke, manglende gødning, oversvømmelser eller gyngende verdensmarkedspriser.
Så når der produceres mad nok i denne verden, er det, fordi nogle regioner er mere velegnede til fødevareproduktion end andre, ligesom landmænd nogle steder i verden simpelthen bare er dygtigere og mere effektive end andre. Alt efter sort høstes der eksempelvis 6-8 ton korn per hektar i Danmark, mens tallet i afrikanske Botswana er et halvt ton. Flere steder i Afrika udnyttes naturgødningen fra dyrene heller ikke. Af mange årsager, men sådan er det.
Men selv med den indretning, vi har i dag, er verdens regioner afhængige af hinanden. Alle producerer ikke det samme og lige meget. I USA brødføder området ’Great Plains’ bestående af blandt andre Iowa, Kansas, Nebraska og Illinois store dele af landet med majs- og korn-produkter, mens Texas, Nebraska og Kansas er stærke på kødproduktion. Uden disse stater kom der ikke meget på tallerkenerne i Californien eller New York. I en af verdens andre store fødevareregioner, Brasilien, er høstudbyttet dybt afhængigt af kunstgødning fra Ukraine og Rusland.
I Norge kan der grundet geografiske forhold ikke dyrkes nær så mange fødevarer som i Danmark, mens de har meget olie og grøn strøm fra vandkraft.
Alt dette blot nævnt som eksempler på, at det kan have alvorlige konsekvenser at anskue verden for meget på nationalstatsniveau, når nu virkeligheden er, at de fleste tandhjul er globale. Et eksempel på verdens sårbarhed fik vi længe inden Ruslands angreb på Ukraine med stigende energipriser, der med det samme forplantede sig til fødevarepriserne på verdensplan og medførte øget hungersnød i de fattigste lande.
Og selv om vi herhjemme nok følte, at tingene strammede til med inflation og generelt stigende priser, materialiserede de samme bevægelser sig andre steder i verden til fødevaremangel og hungersnød.
Det er således et sørgeligt historisk faktum, at de fattigste altid betaler den højeste pris, hvis fødepriserne stiger, eller udbuddet bare generelt falder, og derfor tager man som politiker et kolossalt ansvar på sine skuldre, når man advokerer for direkte at neddrosle fødevareproduktionen - herunder især den animalske - i et land som Danmark.
