Der skal flere danske fødevarer på de japanske spiseborde

1. februar træder en ny handelsaftale mellem EU og Japan i kraft. Den kan give den danske fødevareeksport til landet et stort boost.

Der er udsigt til ekstra travlhed på 12. sal i Yurakucho Denki Bygningen i det centrale Tokyo i de kommende år.

Her har Landbrug & Fødevarers japanske kontor til huse.

Kontoret tager sig af fælles markedsføring af danske fødevarer over for forbrugere og storkunder, og med den nye handelsaftale mellem EU og Japan bliver der bedre muligheder for at få danske fødevarer ud på supermarkedshylder, kantinekøkkener og restauranter i landet med verdens tredjestørste økonomi.

Adgang til stort marked

Forhandlingerne om aftalen har stået på siden 2012. I sommeren 2018 var man endelig enige om en politisk aftale, som så siden er filet helt til. Det betyder bl.a., at de japanske toldsatser forsvinder med det samme på mere end 90 procent af de varer, der eksporteres fra EU.

Det er positivt i sig selv, at adgangen til så stort et marked bliver bedre. Men det bliver endnu vigtigere set i lyset af, at aftalen træder i kraft i en periode, hvor nogle vigtige markeder er lukkede, og fremtiden tegner usikker i andre.

Det fortæller Flemming Nør-Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer.

»Ruslands boykot af fødevarer fra EU, den spegede situation omkring Brexit og præsident Trumps meget protektionistiske linje er alt sammen meget bekymrende for den danske fødevaresektor. Derfor er aftalen med Japan utroligt vigtig, og vi har selvfølgelig bidraget med det, vi kunne, for at tingene kunne lykkes,« siger Flemming Nør-Pedersen.

Godt dansk renommé

Han understreger, at det selvfølgelig er en fordel for fødevaresektorerne i alle EU-lande, der vil sælge til Japan, at adgangen til markedet nu bliver markant lettere. Danmark står dog særligt godt rustet. Vi har været i gang længe i landet og har opbygget et særdeles godt renommé hos virksomheder og private forbrugere.

»Japanerne ved godt, at kvaliteten og fødevaresikkerheden er helt i top i vores produkter. Det får vi jo for eksempel demonstreret i udsagnene i de nye omdømmefilm fra L&F. Her har vi bl.a. besøgt Japan, fordi vores ry er så godt derude. Det giver et forspring, som vi kan få meget ud af, når toldsatserne udfases. Samtidig har vi med Landbrug & Fødevarers kontor i Tokyo et brohoved med indgående kendskab til markedet og de danske virksomheder, der skal handle i det«, siger Flemming Nør-Pedersen.

I omdømmekampagnen er det kvaliteten af det danske grisekød, som roses i Japan. Det udgør da også med en værdi af 3,7 mia. kr. en stor del af eksporten og bliver et område, hvor der er potentiale til vækst, mener Flemming Nør-Pedersen.

Grisekød og mejeri vinder

Toldsatserne for grisekød udfases stort set over 10 år.

»Effekten af aftalen vil uden tvivl være positiv på grisekød, men den er umulig at sætte tal på. Det afhænger meget af, om USA også får en aftale, og selvfølgelig af den globale efterspørgsel efter grisekød generelt. Aftalen sikrer os dog helt sikkert, at vi ikke kommer bagud i forhold til konkurrenterne«, understreger Flemming Nør-Pedersen.

Han forventer også, at aftalen vil give en stor positiv effekt for mejeribranchen. Den eksporterer for godt 600 mio. kr. til Japan.

»Vi har historisk set primært eksporteret mejeriprodukter til foodservice-sektoren og til videreforarbejdning, herunder smør og valle. I de seneste år har vi dog set stigende efterspørgsel også i detailhandlen, bl.a. på Danablu ost. Samtidig forudses det, at den japanske mælkeproduktion vil falde i de kommende år, og efterspørgslen på importerede mejeriprodukter vil stige. Vores forventninger er derfor, at vi får løftet importen bredt på alle områder inden for mejeridelen«, siger Flemming Nør-Pedersen, som også spår fremgang inden for oksekød, fjerkræ og ingredienser.

»Det er som sagt svært at være præcis om, hvor stort det bliver, men under alle omstændigheder står vi med et stort potentiale, som vi helt reelt er godt rustet til at forløse. Det er en dejligt positiv historie i en tid, hvor vi altså alt for mange steder ser indskrænkninger i friheden til at handle sammen«, fastslår Flemming Nør-Pedersen.

Faktaboks

L&F i japan

  • KONTOR: Siden 1967 har L&F haft et kontor i Japan. 
  • NETVÆRK: Personlig kontakt og netværk er afgørende på det japanske marked. Det bidrager kontoret med. 
  • FRIHANDEL: 1. februar træder en ny frihandelsaftale i kraft mellem Japan og EU. Det er et klart plus for dansk fødevareeksport til det store japanske marked. 
  • OMDØMME: En af de fascinerende fortællinger i L&Fs nye udgave af omdømmekampagnen er netop fra Japan med fokus på grisekød.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle