Deres største handel nogensinde: 2.200 DanBred-avlssvin er landet i Kina

Udvalgt til weekend: DanBred har solgt det største antal avlssvin til Kina nogensinde i en enkelt handel.

Tre transportfly lettede i sidste uge fra Billund med kurs mod Kina. Dagen efter landede de i den kinesiske lufthavn Guiyang Longdongbao International Airport, hvor de blev modtaget af et sikkerhedsopbud, som var det store statsledere, der kom på besøg.

Ombord på flyene var 2.200 avlssvin fra DanBred. Kort efter landingshjulene ramte kinesisk jord, blev grisene kørt direkte til en karantænestald. Der skal de opholde sig i 45 dage og testes for en stribe svinesygdomme, før de får grønt lys til at komme ud på den endelige rejse frem til køberen.

"Det er vores absolut største enkeltordre på avlsdyr til Kina nogensinde", fortæller adm. direktør Thomas Muurmann Henriksen fra DanBred.

Som en yderligere krølle på halen med den rekordstore ordre på 2.200 dyr, skal DanBred levere yderligere avlsdyr til den samme kunde senere i år.

Kina Skal opbygge svinebetstanden

De netop leverede 2.200 DanBred-avlsdyr er renracede Landrace, Yorkshire og Duroc. Dyrene er fordelt på 2.000 polte og 200 hangrise, med en vægt der ligger i spændet fra 25 til 100 kg.

Grisene skal være med til at løse den kæmpe opgave kinesisk landbrug står overfor, efter at omkring 50 procent af den kinesiske svinebestand har måttet lade livet de seneste år på grund af afrikansk svinepest.

Køberen er det store kinesiske grovvareselskab Guilin Liyuan Cereal & Oil Feed Co Ltd., som også beskæftiger sig med svineproduktion på den helt store skala. De skal indgå i opbygningen af en stor besætning på 20.000 søer i provinsen Guizhou i det sydvestlige Kina.

De mange avlsgrise er håndplukket hos fire DanBred-svineavlere, og på grund af corona måtte DanBred forholde sig anderledes til opgaven end normalt. 

"For eksempel skulle de kinesere, der kom til Danmark for at udvælge grisene, starte med at være 14 dage i karantæne i en lejlighed i København inden opgaven kunne begynde. Da kineserne skulle retur til Kina måtte de yderligere i karantæne i to gange 14 dage. Samtidig måtte vi udskyde en efteruddannelse af kineserne til en gang senere i år", fortæller direktør for supplychain og rådgivning Jens Fabricius, DanBred.

Svært at finde flypersonale

DanBred har tidligere solgt masser af dyr til Kina, men denne gang var det alt andet end en rutinemæssig opgave. 

"Takket være stor hjælp og godt samarbejde fra mange sider, lige fra vores leverandører til de ansatte i Fødevarestyrelsen og i Billund Lufthavn, lykkedes det", fortæller driftsdirektør Andrea Ziegenhahn Winther, DanBred.

"En anden udfordring var at finde et flyselskab, der ville flyve grisene. Mange sagde fra, fordi flyenes besætninger og piloter skulle 14 dage i karantæne efter landingen i Kina. Heldigvis fik vi en aftale med Kinas største flyselskab China Southern, der havde kinesiske ansatte på flyene", fortæller hun.

DanBred ser den seneste rekordstore ordre som starten på en periode med salg af flere avlsgrise til Kina. 

"Vi får mange henvendelser, også fra de mange nye i svinebranchen i Kina. Ikke alle har den fornødne svinefaglige erfaring. Derfor skal vi vælge vores partnere med omhu, så de danske grise får succes i Kina, og ikke ender med en skuffelse hos køberne, der på sigt giver bagslag for DanBred-avlssvins renommé", siger salgsdirektør Thomas O. Hansen, DanBred.

Faktaboks

Kina mangler svin:

  • Både danske og internationale kilder anslår, at omkring 50 procent af Kinas bestand af svin har måttet lade livet i de seneste år på grund af afrikansk svinepest.
  • Genopbygningen af Kinas svineproduktion kræver import af nye avlsdyr.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle