Det blev et klart ja: Fusion af Gefion og DLS er vedtaget

- Forslaget er hermed vedtaget. Og så er der kaffepause.

Sådan lød det i Sakskøbing, da dirigent Jens Erik Boesen ved DLS' sidste generalforsamling kunne offentliggøre resultatet af fusionsafstemningen om at fusionere  Dansk Landbrug Sydhavsøerne og Gefion.

Det blev et klart ja til fusion i både Sorø og Sakskøbing, da de to foreninger tirsdag aften afviklede samtidige generalforsamlinger med fusion på dagsordenen.

Hos Dansk Landbrug Sydhavsøerne var 81 stemmeberettigede medlemmer mødt op - 70 stemte ja til fusion, otte stemte nej og to stemte blankt. Dermed var de krævede to tredjedele af stemmerne i hus.

I Sorø blev der afgivet 123 stemmer - 117 stemte ja, og seks nej. Også her var der dermed givet grønt lys for fusionen af de to foreninger, som nu udgør den fælles forening under navnet VKST.

Foreningen vil med 1.291 aktive medlemmer i Gefion, og 547 aktive medlemmer i DLS nu være landets største landboforening.

- Det er dejligt at resultatet blev så klart. Jeg noterede mig, at der også var kritiske røster, men al forandring er svær. Vi har lagt mange ressourcer i forarbejdet, sagde en lettet DLS-formand John Nielsen da afstemningsresultatet forelå. 

På generalforsamlingen var der dog kun en enkelt deltager, der gav udtryk for at han var imod fusion:

Det var den unge landmand Nikolaj Thousing. Han beklagede,  at VKST Syd kun får fire repræsentanter i den 12 mand store bestyrelse og forudså, at det vil få unge landmænd til at opgive at engagere sig i bestyrelsesarbejde i foreningen, ligesom han frygtede at kontoret i Nykøbing vil blive nedprioriteret.

Det afviste John Nielsen klart.

- Det ville være selvmord at tro, man kan køre VKST fra ét sted. Så ville gribbene jo straks stå klar til at tage over.

John Nielsen valgt

Forsamlingen i Sakskøbing stemte også om hvem, der skulle være formandskandidat fra den sydlige del af VKST. Valget faldt på John Nielsen, som dermed fremover bliver en del af formandskabet i VKST.

I Sorø var Gefion-formand  Torben Hansen, favorit til tilsvarende at blive en del af formandskabet i den nye storforening - og resultatet blev ganske rigtigt valg af Torben Hansen.

Den 12 mand store VKST-bestyrelse konstituerer sig senere med formand og næstformand.

På forhånd ligger det fast, at VKST i nord har otte medlemmer af bestyrelsen og VKST i syd har fire.

Dermed vil et kvalificeret gæt være, at formanden for landets nu største landboforening bliver Torben Hansen med John Nielsen som næstformand.

De to har allerede i en årrække kørt parløb i rådgivningsbestyrelsen for VKST.

Opdatering onsdag kl 7:38: LandbrugsAvisen er ikke synsk.  Denne artikel er publiceret tirsdag aften kl. 22.38, da resultatet af afstemningerne forelå, ikke som det fejlagtigt fremgik tidligere ved 18-tiden tirsdag. 

 

Faktaboks

De fire blev valgt til VKST-bestyrelsen ved DLS-generalforsamlingen i Sakskøbing:

(alle er nu tidligere medlemmer af DLS's bestyrelse)

  • John Nielsen,  nu tidligere formand for Dansk Landbrug Sydhavsøerne.
  • Sara Sørensen, nu tidligere næstformand i DLS.
  • Jens Ringsing
  • Jesper Tambour

 

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle