Marianne Jørgensen, Salling
Det ER ikke liiige den slags sommerferievejr, de fleste går og drømmer om, hverken i Danmark eller Norge. Alligevel er der blevet høstet vinterbyg - og Bondemanden var ikke engang hjemme!
Hvad sker der lige for dét? Jamen, vi var da flere i husholdningen i Ældstens lejlighed i Stavanger, der undrede os såre over, at han kunne sidde roligt og uanfægtet og læse i en bog og ikke var i konstant kontakt med piloten på Det store Grønne Monster for at høre om vandprocenter og fold. Men nej. Det tog han med ophøjet ro, og en slet skjult foragt sporedes, da vi spurgte, om han havde snakket med sin søn derhjemme: Nej, hvorfor skulle jeg dog det?
Tjah… vi andre, dvs. døtrene og svigersønnen og jeg, havde nu alligevel lidt lyst til at vide, om det nu gik godt med den høst, eller bare… sårn’… nysgerrige…
Vi øver os. Det er simpelthen dét, vi er ude i, efterrationaliserede jeg, da vi efter en uge i Stavanger (på sommerferie hos Ældsten) atter kom hjem til Bondegården, og sønnen meldte alt vel, både inde som ude.
Vi øver os i ikke at være ansvarlige for hele molevitten og ikke stå forrest, når der skal arbejdes i marken. Og det går så altså helt godt! Det skal det sådan set også – for det er den sidste høst, vi oplever, bosiddende på Bondegården – om alt går, som planen er.
Ja. Det er sådan, det er: Vi er simpelthen på vej videre! Sønnen er fuldvoksen, snart færdig med uddannelse og efteruddannelse, kæresten ligeså, og de er SÅ klar til at komme hjem og rive i det hele med ungdommens mod og nye idéer. Bondemanden har jo i lang tid, (vi har i lang tid) mentalt forberedt sig på, at vi skulle trække os ud af landbruget, når Bondemanden blev 60. Sådan, … vi flytter og overlader til andre. Ud af stuehuset, ud af samarbejderne – både i marken og i svineproduktionen. Vi skal gøre plads til de unge.
Og det bedste er, at jeg G L Æ D E R mig som et lille barn til juleaften til at få lov selv at bestemme, hvordan mit kommende hjem skal se ud! Og hvor det skal ligge! Jeg har aldrig prøvet at vælge før. Det gør man jo ikke, når man flytter ind i sine svigerforældres stuehus. Det eneste, jeg valgte, var det køkken, vi satte op, tilbage i 1998. Nu skal jeg prøve det igen. Bare ikke i et gammelt stuehus, men i et nybygget betonhus, som jeg selv har valgt! Wiiiiiii!
Bondemanden øver sig. Det gør jeg også. Det bliver nok alligevel vemodigt, når vi om et par måneder har ophøstet og skal spise høstvafler for sidste gang med os ved roret.
Lettelse, iblandet stolthed og ydmyghed. Vi gjorde det sgu! Vi var her. Nu skal vi videre. Og det ’bliver i familien’…
