Det er ikke i orden: Her skal kvægbruget stramme op i 2019

Ugen På Spidsen: For mange danske kvægbrugere og ansatte glemmer kniven, når de afliver dyr. Det er simpelthen ikke i orden, mener ugens klummeskribent på Kvæg Plus.

Det var en overordentlig træls nyhed, da Seges i midten af december måned kunne konstatere, at alt for mange kalve ikke afblødes efter aflivning med boltpistol.

Ret præcist fandt man ikke tegn på afblødning ved hver tiende kalv ved den seneste stikprøvekontrol ved Daka. For køerne var det 1,7 pct., som ikke var afblødt.

Det er simpelthen ikke godt nok - her skal erhvervet stramme op i 2019.

De seneste år har vi ved flere lejligheder set, at selv ’små’ historier hurtigt kan blive til store historier på landsdækkende medier. Og det vil uden tvivl skade kvægbrugets image, hvis tendensen fortsætter og det får den brede offentligheds kendskab.

Derfor skal vi hanke op i os selv og minde hinanden om, hvordan vi gør, når dyr skal aflives. Der findes ikke én god grund eller ét godt argument for ikke at aflive dyr, som loven foreskriver.

Godt nytår!

Peter Winther Mogensen, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.