Det føles rigtigt at kunne mødes igen på dyrskuepladserne

'Ordet er Frit' skrives af et fast panel. Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning.

Inger Skamriis, formand for Familielandbruget Vendsyssel

Der afvikles dyrskuer over hele landet. Der er rekordstore besøgstal. Det er herligt. Det føles rigtigt at kunne mødes igen på dyrskuepladserne – landmænd møder kolleger, som de ikke har talt med siden sidste dyrskue for tre år siden – mange emner bliver drøftet – nyheder vendes. Det er en vigtig del af oplevelsen ved skuet.

Som navnet DYRSKUE siger, må dyrene, der er sat til skue, være hovedhjørnestenen i alle dyrskuer. På dyrskuet vises det ypperste frem – de flotteste dyr med de bedste gener, tilvækst og ydelsestal. Landmændene konkurrerer og deler erfaringer. Det er festlige dage, og de udstillede dyr får stor opmærksomhed. Stolte landmænd bliver beriget med anerkendende bedømmelser og præmier.

Det ser flot ud, når dyrene trækkes i ringen – let og ligetil går det for de fleste. Landmændene skal hyldes for det store arbejde, der ligger forud for at klargøre til dyrskue – træning, vask og meget mere. Der bliver virkelig investeret mange timer, inden dyret er klar til skuet.

Jeg følte mig næsten som barn igen, når jeg gik og så på de store traktorer. Jeg kan lige som dengang ikke se over hjulene – traktorernes størrelse er stadig voksende og imponerende. Maskinerne bliver ligeledes større, deres kunnen er kolossal - og endda førerløse.

På de fleste skuer er 4H også med. Det er dejligt at mærke børnenes lyst til og mod på at gå i de voksnes fodspor. Glæden ved at fremvise dyr og fortælle om pleje og pasning lover godt for de kommende generationer.

Dyrskuer har altid vist mere end dyr og maskiner – sådan er det også på dette års skuer. På Hjørring Dyrskue fyldte ’Det aktive hjørne’ mere end nogen sinde. Begejstringen for at lave håndværk og husflid er overvældende. Der var en dedikeret stemning i alle telte, uanset om det var smedearbejde, garn og strikning, tilvirkning af knive eller meget andet. Jeg tror, at det er en af coronaens positive afledede effekter – der er rigtig mange, der igen har fået øjnene op for glæden ved at nørkle og nørde med håndværk. De flotte udstillinger af færdige produkter vidner om mange timers flid og målrettet arbejde.

På Hjørring Dyrskue var der også nye og spændende oplevelser til ganen i ’Madbazaren’, hvor lokale fødevareproducenter viser deres ypperligste varer frem og byder på smagsprøver. Heller ikke her er udstillerne kommet sovende til det, der blev præsenteret. Forud har der været lang vej fra idé til det færdige produkt, mange forsøg med udvikling inden finish af de sidste detaljer. Her er også gået uger og måneders slid forud for at kunne frembringe de spændende varer. Disse nicheproducenter er med til bringe mangfoldighed ind i landdistrikterne.

Når vi så alle – godt trætte i træskoene efter festlige og travle dage - vender tilbage til hverdagen og dens daglige dont på vores landbrug, skal vi vide, at de mange timers arbejde med forberedelse og afvikling af dyrskue har medvirket til, at besøgende har fået en god oplevelse, og at landbruget har vist det bedste frem for alle interesserede. Det bør alle de medvirkende bidragsydere hyldes for!

Med dagligdagen melder udfordringerne sig også for eksempel med forhandlinger om erstatninger for BNBO områder, hvor nogle landmænd oplever, at aftaler og krav bliver ændret hen over tid, sådan at muligheden for videre salg af gården næsten bliver umuliggjort. Og fælles for os alle er spændingen om afklaringen af udmøntningen af de nye Capregler – hvordan skal vi klogest tilså vores marker efter høst? Og hvilke initiativer til forbedringer er smartest og mest lønsomme i den kommende tid?

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle