Det store spørgsmål i minksagen er stadig "Hvorfor gjorde ingen noget?"

"Vi spoler lige tiden lidt tilbage. Helt nøjagtig til perioden mellem den 6. og den 8. november. Her ringer ansatte fra Rigspolitiets callcenter ud til 250 minkavlere i Danmark for at høre, om de frivilligt vil gå med til, at en myndighedsperson kommer på besøg for at tælle aflivede dyr.

Af Miljø og Fødevareministeriets redegørelse fra i onsdags fremgår det, at sagde minkavlerne nej, skulle de have følgende at vide:

"Det er jeg ked af at høre, men beslutningen er truffet. Manglende medvirken vil derfor betyde, at du ikke får mulighed for at opnå bonussen, og du kan forvente, at myndighederne så kommer og foretager tømning af besætningen alligevel. Jeg vil derfor høre, om dette får dig til at ændre beslutningen?"

Når lige præcis denne passage er interessant i efterspillet på den endnu ikke til bunds undersøgte minksag, er det fordi, Rigspolitiet allerede den 5. november af Justitsministeriet fik at vide, at der ikke var lovhjemmel til at tiltvinge sig adgang til avlernes ejendommme. Så når man nu vidste det, hvorfor fortsatte man så?

Og netop spørgsmålet "Hvorfor?" kan man i kølvandet på redegørelsen fra i onsdags stille rigtig mange steder, og vi vender tilbage til, hvorfor dette "Hvorfor?" er uhyre vigtigt.

Landet har siden fået en ny minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, og tillykke til Rasmus Prehn (S) med udnævnelsen. Så kunne statsminister Mette Frederiksen (S) jo synes, at hun med dette bondeoffer af Mogens Jensen (S) var klar til at ’se fremad’, og hvad det ellers hedder på nydansk politikerlingo.

Men så let bør hun og regeringen ikke slippe, for er der én ting, der er blevet tydelig ikke bare af hele forløbet, men i særdeleshed efter den 24 sider lange redegørelse fra i onsdags, er det, at ganske mange i ganske lang tid havde mulighed for at råbe vagt i gevær og stoppe de minkaflivninger, som der ikke var lovhjemmel til.

Regeringens 'Udvalg for Covid-19', som omfatter seks ministre, regeringens koordinationsudvalg, departementschefer og såmænd også Mette Frederiksen selv havde faktisk mulighed - godt nok på forskellige tidspunkter - for at standse aflivningerne indtil det nødvendige lovgrundlag var på plads, men ingen gjorde noget.

Og her vender vi så tilbage til det store "Hvorfor?"

Ja, så sent som torsdag svarede Mette Frederiksen i forbindelse med et såkaldt 'doorstep-interview' - i øvrigt lettere indigneret over overhovedet at få sådan et spørgsmål - at hun ikke standsede aflivningerne, fordi det drejede sig om folkesundhed, og at man jo gik i gang med at skaffe det fornødne lovgrundlag.

Med andre ord: Det med loven er ikke så vigtigt, den fikser vi bagefter.

Det er jo en ganske frisk og magtfuldkommen tilgang til det at være lovgiver, og det er nu op til regeringens parlamentariske grundlag, om man her ser tingene på samme vis.

Enhedslisten og SF har ingen hemmelighed gjort ud af, at det helt grundlæggende skulle være forbudt at avle mink i Danmark, så mon ikke de bøjer deres retsskaffenhed lidt, for de har jo nu fået ret ad bagvejen?

Men hvad med De Radikale?

Støttepartiet, der i hvert fald i sit partiprogram højt besynger retsstaten som en grundpille i vores demokratiske samfund, bliver afgørende i forhold til, om vi på ordentlig vis får svar på det store "Hvorfor?".

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle