DF-formand anklager statsministeren for hykleri

Kristian Thulesen Dahl mener, at statsministeren kan blive beskyldt for hykleri, når hun agerer forskelligt i mink-sag og Inger Støjberg-sag.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl havde på forhånd været i arkivet, da der tirsdag var spørgetime med statsminister Mette Frederiksen (S).

Det fik formanden til at anklage statsministeren for hykleri.

Kristian Thulesen Dahl havde nemlig fundet citater frem fra gemmerne i juni, hvor statsminister Mette Frederiksen kommenterede en anden sag, nemlig om Inger Støjberg i sin ministertid udstedte en ulovlig instruks:

"Et land kan jo ikke have en regering, der ikke vil efterleve enten den nationale lov eller de internationale forpligtelser, der findes, for så bliver det et lovløst samfund, og det er der i mine øjne ikke noget parti eller nogle politikere, der kan forsvare".

Sådan lød det fra statsministeren i en mundtlig besvarelse til Pernille Vermund (NB) 20. juni i år.

hykleri?

Kristian Thulesen Dahl mener dermed, at statsministeren bør nedsætte en undersøgelseskommission i mink-sagen, ligesom statsministeren mente, der var nødvendigt i Inger Støjberg-sagen.

"Hvis nu statsministeren ikke skal risikere at blive beskyldt for hykleri her – altså helt ærligt – så tror jeg statsministeren meget hurtigt skal komme frem til det synspunkt", sagde DF-formanden, der fortsatte:

"Det tror jeg, statsministeren skal gøre ret hurtigt, for ellers tror jeg, at de fleste kan se, at når man har siddet som oppositionspolitiker, så synes, man det er helt fint at få undersøgt de andre, men når man selv sidder i regeringskontorerne, så skal der ikke gælde tilsvarende linjer".

har ikke tilsidesat loven

Statsministeren affejede Kristian Thulesen Dahls anklager og understregede igen, at man bør afvente redegørelsen, der kommer onsdag, inden man konkluderer, at loven er blevet tilsidesat.

"Når beslutningen om aflivningen af mink træffes, så er jeg og vi ikke bekendt med, at der ikke er lovhjemmel. Det mener jeg ikke er tilsidesætte lovgivningen. Det er to forskellige diskussioner", sagde Mette Frederiksen og tilføjdede:

"Jeg synes, man skal vente med at fælde dom, til man har set den redegørelse".

I sagen om Inger Støjberg blev der i januar 2020 nedsat en undersøgelseskommission, der skal afdække om den daværende integrations- og udlændingeminister vidste, at det var ulovligt at adskille yngre asylpar.

Kommissionen kører endnu.

Faktaboks

Læs hele citatet fra statsminister Mette Frederiksen (S) fra 20. juni:

Mette Frederiksen – Folketinget 20/6 2020 - svar på mundtligt § 20 spørgsmål af Pernille Vermund

"Ligegyldigt hvad man måtte mene om alle mulige spørgsmål, skal loven holdes, og det skal den, hvad enten det er en dansk lov, eller det er på baggrund af de konventioner, vi har tiltrådt. Det nytter ikke noget at basere et samfund på lovløshed, hverken i den ene eller den anden sammenhæng, og det betyder jo konkret på udlændingeområdet – det gjaldt for den tidligere regering, det gælder for den her regering, og det vil også gælde for en fremtidig regering – at man nogle steder skal gå på kompromis med det, man mener. Man kan jo ikke diskutere, om man skal overholde loven. Et land kan jo ikke have en regering, der ikke vil efterleve enten den nationale lov eller de internationale forpligtelser, der findes, for så bliver det et lovløst samfund, og det er der i mine øjne ikke noget parti eller nogle politikere der kan forsvare.

Men hvis man nu kører det her argument til ende, nemlig at vi efter forgodtbefindende – næsten ligegyldigt hvor godt et hjerte vi gør det med – kan vælge som politikere at tilsidesætte enten grundlov, almindelig lovgivning eller europæisk og international regulering, hvor ender vi så? Skal det så være sådan, at man, fordi man synes, man er i sin gode ret – hvad jeg synes man er, når det handler om mindreårige og ægteskaber – så bare skal kunne tilsidesætte lovgivningen? Hvad så med et andet flertal, der synes, man skal tilsidesætte lovgivningen på den anden side? Så er det jo et lovløst samfund, og det kan vi vel egentlig ikke forsvare".

Emneord

coronavirus mink

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle