DF-ordfører så nærmere på ulveproblemer: De skal reguleres

Pia Kjærsgaard tog mandag på tur i ulveland for at høre om landmænds erfaringer med at udegående dyr og ulve i området.

"Grundlæggende synes jeg, at Danmark er for lille til at være ulveland, og jeg synes ikke, de skal være her".

Det siger dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard, efter hun mandag var en tur i Vestjylland for at tale med nogle af dem, der for alvor har mærket konsekvenserne af ulvens tilbagevenden til Danmark.

Ordføreren var inviteret af Holstebro-Struer Landboforening, der gerne ville give ordføreren et input fra hverdagen i ulveland.

"Vi ville gerne give Pia Kjærsgaard en praktisk indføring i, hvad ulven giver af udfordringer for de landmænd og folk, der bor her i området", siger landboformand Kristian Gade.

holde bestand nede

18. marts har Pia Kjærsgaard sat miljøminister Lea Wermelin stævne i et samråd, hvor ministeren bl.a. skal redegøre for, hvad der bliver gjort fra dansk side for at løse problemet på EU-plan.

"Erfaringsmæssigt ved vi, at det ikke lige bliver i morgen, når det handler om EU, men jeg vil gerne vide, hvor langt man er med det", siger Pia Kjærsgaard og fortsætter:

"Det andet er også, hvad vi kan gøre for at holde bestanden nede. Bestanden vokser, og vores nuværende habitatdirektiv er fra før, vi havde ulve, så det tager ikke hensyn til det her problem".

styr på regulering

Hvordan kan man lave en regulering, der fungerer?

"Det er det, vi skal spørge ministeren og de eksperter, hun har til rådighed, om. Der er jeg bare lægmand. Men så vidt jeg er orienteret, så kan de regulere problemulve andre steder, f.eks. Finland, og så må vi også kunne finde ud af det her", siger hun og fortsætter:

"Der skal selvfølgelig være styr på det. Vi ønsker ikke, at folk bare går og plaffer". 

vil man have naturpleje eller ej?

Landboformand Kristian Gade drømmer også om en bedre forvaltning og muligheder for at regulere problemulve.

"Man bør se, om den danske lovgivning lige nu bliver brugt til kanten. Kan det gøres mindre besværligt at skyde en problemulv?", spørger formanden retorisk og fortsætter:

"Man har sagt fra politisk side, at naturpleje har værdi, men kan man ikke drive det, uden dyrevelfærden bliver sat over styr, så er der ingen, der vil have noget med det at gøre. Så jeg synes, man bør lave en regulering, der fungerer i praksis, eller kompensere de landmænd, der må nedlægge deres erhverv, fordi det ikke er muligt at drive naturpleje".

Utrygge tilflyttere

Ved besøget mødte Pia Kjærsgaard bl.a. fåreavler Jørgen Blazejewicz, som har oplevet ulveangreb på sit dyrehold, men ikke bare landmændene oplever ulvens konsekvenser.

"Det har ikke fyldt nok i debatten, men folk er blevet bange for at bosætte sig i de områder, hvor der er ulve. Ejendomsmægleren bliver spurgt af familier med børn, om her mon er ulve. Det er et problem, for vi vil gerne have unge familier bosætter sig og stifter familie i landområderne", siger Pia Kjærsgaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle