DF: Regningen fra kontroller skal ikke tørres af på presset landbrug

Et presset landbrug skal ikke betale for det øgede antal kontroller af dyretransporter, regeringen og DF har valgt at sætte ind med, forklarer tilfreds dyrevelfærdsordfører.

"Jeg er ikke interesseret i at belaste et presset erhverv. Jeg er interesseret i at finde de brodne kar i branchen".

Sådan siger Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører Karina Due, der har forhandlet aftalen på plads med regeringen.

Ifølge aftalen mangedobles antallet af kontroller fra 1. juli 2019 og året ud. Fra 100 årlige kontroller til 250 om måneden i perioden.

"På den måde får vi et overblik over, hvordan det står til i branchen, og hvem de brodne kar er - landmænd såvel som transportører", siger Karina Due.

brodne kar må selv betale

Efter perioden med skærpede kontroller, der kan forlænges, skal antallet af kontroller sænkes igen - dog stadig til et niveau over det nuværende.

"Men vi fastholder kontrollen med de brodne kar efter kontrolperioden, og de får også lov til selv at betale", siger hun.

Netop betalingen for de øgede kontroller har været et fokuspunkt op til forhandlingerne, men i første omgang går erhvervet selv fri.

Regeringen og Dansk Folkepari har fundet 19,9 mio. kr. til de mange flere kontroller. 

"ville ikke sætte tommelskruer på landbruget"

Socialdemokratiet og Enhedslisten kom ikke med i den endelige aftale, selvom de dannede flertal sammen med Dansk Folkeparti inden forhandlingerne.

Til Landbrugsavisen.dk siger Enhedlistens dyrevelfærdsordfører Rasmus Vestergaard Madsen, at Karina Due endte med at falde til patten hos minister Jakob Ellemann-Jensen.

"Vi har haft forskellige dagsordener på området, og jeg har ikke haft lyst til at sætte tommelskruer på et erhverv, der er presset efter tørken. Derfor er jeg glad for at have fået lavet en aftale sammen med regeringen", siger Karina Due.

ansættelser og ventetid

Den øgede kontrol næste år kommer dels til at betyde et ukendt antal ansættelser i Fødevarestyrelsens kontrolenhed, ligesom der uundgåeligt vil blive øget ventetid ved kontrolpunkterne.

"Det er der nok nogen, der bliver irriteret over, men det må de leve med. Der skal kontrolleres", siger dyrevelfærdsordføreren.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle