DF støtter op om Landsbyudvalgs anbefalinger

Landdistriktsordfører enig i forslag om flere midler til byfornyelse i landsbyer. L&F frygter udligningsreform.

Mette Hjermind Dencker, landdistriktsordfører for Dansk Folkeparti, bakker ’i princippet’ op om de centrale anbefalinger fra Udvalget for levedygtige landsbyer.

Det gælder f.eks. udvalgets forslag om, via planloven, at forpligte kommunerne til i kommuneplanlægningen at foretage en strategisk planlægning for landsbyer og landområder.

»Det er en fin idé at få hånd i hanke med tingene ved at pålægge kommunerne at levere en plan for, hvad de vil gøre for at sikre deres landområder«, siger Mette Hjermind Dencker.

»De bør f.eks. redegøre for, hvordan de vil sikre infrastrukturen i de enkelte områder, så man er sikker på, der er befordring, så skolebørnene kan komme i skole«.

Beløb kan diskuteres

Også udvalgets forslag om at afsætte markant flere midler til nedrivning af overflødige bygninger i landsbyerne får positive ord med på vejen.

»Det er en god idé, for det er et kæmpe problem med de faldefærdige ejendomme, der ligger og trækker salget af andre ejendomme i nærheden ned«.

»Om vi så lige lander på det beløb, som udvalget foreslår, ved jeg ikke. Men i princippet er vi helt enige«, siger Mette Hjermind Dencker.

Hun understreger, at udvalgets anbefalinger ikke har været drøftet i Dansk Folkepartis folketingsgruppe.

Varmt hjerte, men...

I L&F bakker viceformand Lone Andersen også op om anbefalingerne.

Hun advarer dog om, at den kommende udligningsreform risikerer at trække i modsat retning af intentionerne.

»Som tingene tegner, vil der blive taget mange penge fra kommunerne i Vestdanmark. Sker det, vil de ikke have muskler til at gennemføre udvalgets anbefalinger. I kommunerne holder man altid ’hjertet’ varmt. Mangler man penge, går det først ud over de mindre samfund«.

Det lykkedes ikke at træffe flere ordførere før deadline.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle