DF: Tørkepakke er signal til bankerne

Politikerne vil gerne hjælpe landbruget, men kan ikke gøre som de ønsker – regler står i vejen.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg gerne ville have annulleret jordskatten i år. Men det må vi ikke for EU, og vi skal opføre os ordentligt«.

Sådan lyder det fra Lise Bech, landbrugsordfører for Dansk Folkeparti.

Hun erkender, at tørkepakken ikke blev så stor som hun havde håbet, men det var angiveligt ikke på grund af den politiske vilje. Samtidig peger hun på en helt anden effekt af tørkepakken til 380 mio. kr.

»Det er et politisk signal, at vi vil hjælpe landbruget. Det er et signal til bankerne om, at de skal opføre sig ordentligt over for landbruget«, siger hun.

Lys for enden

Erling Bonnesen, miljø og fødevareordfører for Venstre glæder sig også over at det er lykkedes at få en tørkepakke i hus omsider.

»Den er, hvad vi kunne blive politisk enige om. Jeg synes, man kan se et lys for enden af tunnelen. Vi har fået nogle gode ting med om jordfordeling og en ekspertgruppe, der skal se på landbrugets økonomi og rammevilkår«, siger han.

Den skal afrapportere næste sommer.

 

Klar til mere

Partierne bag tørkepakken mødes igen først i det nye år for at se om de kan gøre yderligere for landbruget.

Det glæder Lars Hvidtfeldt, viceformand for Landbrug & Fødevarer.

»Det var mit klare indtryk, at tørkepakken ville have været større, at politikerne var klar til at give mere end det dobbelte, hvis ikke bureaukratiet stod i vejen. Men vi anser det som pakke nummer et. Når politikerne sætter sig sammen igen til januar kommer der mere ind i pakken som kan gøre landbruget mere robust«, siger han.

Han mener, der skal fokus på de lande, dansk landbrug konkurrerer med.

»Der vil vi gerne blande os. Jeg vil godt advare mod, at politikerne bestemmer, hvad vi skal producere. Det bestemmer vi. Men de kan styrke vores konkurrenceevne og se på bureaukratiet«, siger Lars Hvidtfeldt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle