Direktør: Kinesiske svineproducenter taber penge som aldrig før

Der er meldinger om meget store tab i den kinesiske svinesektor, som ventes at skrumpe. Det kan give højere svinepriser i 2022.

Europæiske svineproducenter har mærket effekten af lavere kinesisk import af svinekød, men noteringernes nedadgående retning har også meget store konsekvenser for den kinesiske svinesektor.

Det er meldingen fra Jim Long, der foruden at være direktør for det canadiske genetikfirma Genesus også deler ud af sine observationer om svinesektoren på verdensplan.

Jim Long har senest deltaget i den store spanske messe Figan, hvor han har fået meldinger om tilstanden for det kinesiske svinemarked. Og de gode nyheder for Kina står ikke ligefrem i kø.

Faktum er ifølge Jim Long, at nyfravænnede grise i Kina sælges for 65 kr. For slagtesvin var markedsprisen for en uge siden omkring 11 kr. pr. kg, mens nulpunktet er omkring 20 kr. pr. kg.  Underskuddet er dermed omkring 805 til 965 kr. pr. slagtesvin. Samtidig meldes om en sopris på omkring seks kr. pr. kg, hvilket ses som et klar tegn på, at der sker nedlukninger af mange besætninger.

Jim Long melder samtidig om fortsatte problemer med afrikansk svinepest og andre svinesygdomme som PRRS og PED, der resulterer i højere dødelighed.

Han beretter også, at en stor global vaccinevirksomhed ikke længere har salg til Kina. 

"Kina-producenter taber så mange penge pr. svin, som vi nogensinde har set", siger han og konkluderer, at nogle af de helt store svineproduktionsvirksomheder har lånt penge for at udvide produktionen på et tidspunkt, hvor produktionsomkostningerne langt overstiger indtjeningsmulighederne. Derfor drager Jim Long en parallel til USA i 1998, hvor mange forholdsvis nystiftede firmaer endte med at få nye ejere.

"Jeg forventer at se en lignende udvikling i Kina. Hvem der overlever, og hvem der ikke gør, ved vi ikke, men når producenter taber penge, ender der med at blive færre svin. Jo større tab, jo større justering (af svinebestanden, red.)", fastslår han.

Jim Long forventer, at Kina engang i 2022 vil opleve en kraftig stigning i noteringen igen, og at landet igen får brug for at importere svinekød - ganske enkelt fordi produktionen vil rasle ned i Kina som følge af dårlig økonomi.

"Det er ikke et spørgsmål om hvis, men hvornår", siger Jim Long.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle