Direktør på hjul mellem Limfjord og Kongeåen

Torben Jensen bliver adm. dir. i det nye rådgivningsselskab, der opstår ved fusionen af Heden & Fjorden og Jysk Landbrugsrådgivning. Ambitionen er at være synlig leder i både Holstebro, Herning, Billund og Esbjerg.

Hvordan kan du være en »synlig leder« i en virksomhed, der ligger så geografisk spredt?

Afstand betyder ikke ret meget i dag, med de teknologiske muligheder vi har. Vi kan videolinke, facetime, chatte og maile. Men det er også vigtigt at være fysisk til stede, så fremover vil jeg ikke have én men fire arbejdspladser: Holstebro, Herning, Billund og Esbjerg. Det er jo lige meget, om jeg sidder ved en pc det ene eller det andet sted.

Hvad med de to virksomhedskulturer?

Der er en opgave i at få skabt en »vi-følelse«, for både Heden & Fjorden og Jysk Landbrugsrådgivning er meget værdibaserede. Begge steder mener vi, at vi har fantastiske strategier. Men heldigvis ligner de to virksomheder hinanden meget - vi bruger bare forskellige ord for det samme. Og når firmaer kan binde virksomheder sammen på tværs af verden, kan vi altså også gøre det i Vest- og Midtjylland.

Skal medarbejderne flyttes rundt?

Både og. Det giver ikke mening at sprede fagfolk ud over fire steder. Omvendt skal vi tage hensyn til, hvor medarbejderne bor, ligesom kunderne skal opleve, at vi er til stede alle fire steder. Derfor skal medarbejderne være mobile. Det kan ikke undgås, at det giver større geografiske afstande, når vi koncentrerer de faglige miljøer.

Hvornår er fusionen formelt på plads?

Det er ikke afklaret. Der er to muligheder: Enten pr. 1. januar 2017 eller med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2016. Det er et spørgsmål om jura og revision. Foreløbig er der skrevet et »letter of intent«, mens de egentlige fusionspapirer ikke er underskrevet. Men vi får travlt hen over sommer og efterår, bl.a. skal vi have en helt ny og tredje prispolitik, hvor kunderne skal opleve, at de også får noget ud af det her.

Tror du, fusionen giver en dominoeffekt?

Jeg håber det, for branchen har hårdt brug for flere sammenlægninger. Det går stærkt derude i primærlandbruget, hvor der foregår en lille krig. Konkurrencen kommer mere og mere til at handle om de skarpeste kompetencer. Det sikrer man altså bedst med noget størrelse. Min erfaring er, at man skal op på 8-12 medarbejdere på et fagområde for at sikre »kritisk masse«.hac

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle