Direktør trækker lidt i land: Målet er ikke flere grise

13 millioner årlige slagtninger er passende, lyder det fra koncerndirektør Jais Valeur, der er mere optaget af at få solgt til højere priser end større volumen.

Koncerndirektør hos Danish Crown Jais Valeur er godt tilfreds med de omkring 13 millioner grise, som slagterikoncernen slagter årligt.

I forbindelse med offentliggørelsen af halvårsregnskabet for 2021/22 siger han til landbrugsavisen.dk, at målet er fastholde et antal årlige slagtninger på 10-13 millioner.

- Vi kommer til at opleve et fald i produktionen i Danmark, men samtidig har vi også en venteliste på producenter, der gerne vil levere grise til os. Så jeg er ikke bekymret for vores volumen. Men den behøver heller ikke at være større, siger han.

I forbindelse med årsrapporten fra november 2021 var meldingen fra Jais Valeur ellers, at koncernen sagtens kunne slagte flere grise end de 13 millioner ud af de omkring 30 millioner grise, der bliver født i Danmark.  

I dag er meldingen fra koncerndirektøren, at antallet af slagtninger er på et "fint niveau".

Danish Crown vil nu i stedet koncentrere sig om det, som Jais Valeur kalder en bunden opgave. Nemlig at sælge mere kød til højere priser, så både koncernen og landmændenes øgede omkostninger på sammenlagt fem milliarder kroner forhåbentlig kan dækkes ind.

De øgede omkostninger skyldes især de stigende råvare-, foder-, fragt- og energipriser.

Faktaboks

Kort fra regnskabet:

Danish Crowns omsætning steg i første halvdel af regnskabsåret med 3,6 procent fra 28,9 til 29,9 milliarder kroner. Omkostningerne til produktion og distribution er dog samtidig steget med 4,8 procent til 27,7 milliarder kroner, og det slår igennem på resultatet efter skat, som går tilbage fra 1,3 milliarder kroner til 1,1 milliarder kroner.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle