Dispensation til ærtehøstere for 2017

Transportminister Ole Birk Olesen har netop givet dispensation til kørsel med de såkaldte ærtehøstere for resten af 2017. Men der er tale om en nødløsning, som ikke forventes at blive forlænget.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen har netop givet grønt lys for, at landets ærtehøstere kan køre på vejene resten af 2017. Det sker via tidsbegrænsede dispensationer til kørsel på udvalgte strækninger, oplyser Færdselsgruppen.

I et brev til Færdselsgruppen fra Ole Birk Olesen peger ministeren på denne løsning, men han understreger samtidig, at der er tale om en nødløsning for denne sæson, og at yderligere dispensation som udgangspunkt ikke kan komme på tale fremover.

Ansøgning om dispensation skal sendes til Færdselsstyrelsen, som så hører de berørte vejmyndigheder. Ansøgningerne skal indeholde oplysninger om køretøjerne, de vejstrækninger, som de ønsker at køre på, og eventuelle andre forhold, oplyser Ole Birk Olesen i sit brev til Færdselsgruppen.

Dispensationen vækker stor glæde i branchen.

»Det var i absolut sidste øjeblik, vi fik den glædelige meddelelse fra transportministeren,« siger en lettet Knud Erik Clausen, næstformand i Færdselsgruppen og bestyrelsesmedlem i Dybfrostærter A/S.

Færdselsgruppen skal nu i gang med at sende ansøgning til Færdselsstyrelsen om, hvilke køretøjer det drejer sig om, og på hvilke vejstrækninger, der skal køres.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle