DLF lægger græs til otte russiske VM-stadioner

Når VM-slutrunden fløjtes i gang den 14. juni i Rusland, vil publikum og tv-seere verden over se de nye stresstolerante plænegræssorter fra DLF.

Den 14. juni skydes VM-slutrunden igang på Moskvas Luzhniki stadion, der er vært for åbningskampen mellem Rusland og Saudi-Arabien, og kampen kommer til at blive spillet på et nyt slidstærkt DLF-græstæppe.

"Vi er glade og stolte over, at vores plænegræs har kvalificeret sig til verdensmesterskabet for tredje gang i træk, og at vi har en stærk position til denne turnering", siger DLFs salgs- og marketingdirektør, Søren Halbye i en pressemeddelelse.

"Selvom de russiske stadioner er spredt rundt i mange klimazoner, har vi fundet de bedste græsløsninger, og vi er overbeviste om, at vores græs når hele vejen til finalen".

DLF er markedsleder på det russiske græsfrømarked, og virksomheden står for omkring 70 procent af Ruslands import af græsfrø.

På den russiske sortsliste er 100 DLF-plænegræssorter, og derfor er det naturligt, at der er valgt græsfrø fra DLF til otte af de 12 kampstadioner for at gøre banerne klar til slutrunden.

I løbet af foråret er banerne blevet oversået med nye græsfrø for at gøre græstæppet slidstærkt og tæt.

Rusland, der dækker er enormt areal, byder på meget forskellige somre og vintre alt afhængig af, om man er ved kysten eller inde i landet. Det betyder, at det, der virker på et stadion, ikke nødvendigvis virker på et andet.

Men DLF's planteforædlere er lykkedes med at udvikle en ny type ekstra stresstolerant plænegræs, som har høj tolerance for sygdoms- og tørkestress og et dybere rodsystem, ligesom de har en høj holdbarhed og styrke.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle