DLG’s kæmpe kornterminal på Masnedø når rekordlast

DLG's nye, enorme kornterminal på Masnedø ved Vordingborg med plads til 150.000 ton afgrøder er i disse dage ved at slå rekord.

Et kæmpe kornskib er de næste seks dage ved at blive lastet med hele 30.000 ton dansk hvede fra DLG's kunder på Lolland-Falster og Sjælland. Kornet skal blive til mel, før det i sidste ende lander på spisebordene i Spanien.

Det er den største last korn, som DLG har sendt afsted fra Masnedø.

For at kunne sende så stor en kornlast afsted, har DLG sammen med Vordingborg Kommune og handelsselskabet Copenhagen Merchants investeret 300 mio. kr. i havneudvidelsen. Det har blandt andet betydet en udvidelse af DLG's kornterminal fra 40.000 ton korn til 150.000 ton.

"Det betyder, at vi nu er endnu mere effektive og dermed styrker vores konkurrencekraft til gavn for de danske landmænd. Udvidelsen gør, at vi kan afskibe endnu større mængder på én gang, samtidigt med at havnen nu kan håndtere langt større skibe. Det enorme skib er 177 meter langt og 28 meter bredt og skal altså fyldes med 30.000 ton dansk hvede, der svarer til en volumen på over 800 lastbiler. Med vores lastningskapacitet på op imod 1.000 ton i timen, så tager det seks dage at fylde op", udtaler detailchef i DLG Øst, Henrik Kløve.

Styrker dansk landbrug

Kornterminalen på Masnedø er DLG's største lagerfacilitet for korn i Danmark og blev indviet i slutningen af juni, så den stod klar til høsten 2019.

Kornterminalen sikre bedre muligheder for avanceret lagring, tørring og sortering af korn. Derudover kan havnen nu modtage skibe på langt større end de 30.000 tons i stedet for de tidligere 5.000-7.000 tons skibe.

"Havneudvidelsen gavner både DLG's og landbrugets konkurrenceevne, da det øger mulighederne for at afsætte danske landmænds afgrøder på de internationale markeder. Investeringen er et vigtigt skridt for DLG og en meget positiv udvikling for Sydsjælland og øerne", siger vicekoncerndirektør Mogens Frederiksen, ansvarlig for korn i DLG.

"De danske landmænd har haft en god, nem og stor høst, så det store kornanlæg har vist sin berettigelse lige fra starten af. Anlægget har allerede håndteret mere end 200.000 ton afgrøder i høst 2019, og dette skib er bare det første store skib af mange, som vil anløbe havnen på Masnedø", fortsætter han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle