DLG i ny kæmpeinvestering

Grovvareselskabe moderniserer økologi-fabrikken i Skave og svinefoderfabrikken i Vrå for et trecifret millionbeløb.

Grovvareselskabet DLG, der over de sidste år har investeret omkring en halv milliard i Danmark, fortsætter de strategiske investeringer på hjemmemarkedet.

I de kommende to år vil der blive investeret et nyt trecifret millionbeløb i udvidelse og modernisering af fabrikkerne i Skave og Vrå, oplyser grovvareselskabet i en pressemeddelelse.

"Selv om vi har en stor del af vores forretning i udlandet, så er det i Danmark, vi har vores rødder og vores ejere. Det danske hjemmemarked er vigtigt for os, og det er højt på vores dagsorden fortsat at udvikle og investere i vores danske grovvareforretning", siger Niels Søren Rasmussen, COO i DLG.

"Derfor er jeg glad for, at vi nu kan gå i gang med at modernisere to af vores strategisk vigtige fabrikker, fordi vi derigennem øger lønsomheden og bæredygtigheden i produktionen. Det stiller os endnu stærkere på det danske marked i fremtiden og er medvirkende til, at vi fortsat kan skabe værdi for vores danske kunder og ejere", fortsætter han.

SKAVE OG VRÅ

Den økologiske fabrik i Skave udvides med en række nye siloer til råvarer, så de nuværende kan anvendes til korn. Samtidig etableres en ny kornhal samt et tørreri og en toaster, ligesom de interne transportveje forbedres.

Udvidelsen gør det desuden muligt at anvende flere forskellige proteinråvarer i produktionen af økologisk foder, og der kan dermed i endnu højere grad fokuseres på lokalt producerede råvarer.

I Vrå vil fabrikken, hvor der produceres svinefoder, blive moderniseret med nye siloer, en ny kornhal, et nyt påslag og forbedrede interne transportveje. Udvidelsen øger DLG’s kornkapacitet i Vendsyssel og reducerer samtidig transporten af korn til fabrikken.

Arbejdet med at modernisere de to fabrikker forventes påbegyndt i 2021 og vil blive færdiggjort i 2022.

Faktaboks

DLGs investeringer i Danmark

Indenfor de seneste år er der samlet set investeret mere end 500 mio. kr. i strategiske projekter, som blandt andet tæller et nyt logistikcenter i Taulov, Danmarks største kornterminal på havnen i Masnedø ved Vordingborg, flytningen af hovedkontoret fra København til Fredericia samt en ny vitamin- og mineralfabrik i Brædstrup og nu moderniseringen af de to fabrikker i Nord- og Vestjylland.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle