DLG: Kornmarkedet træder vande

De svage økonomiske forhold i de store importlande, bremser for nye efterspørgsler.

Af Niels Vesterlund, DLG

Fortsat ingen negative nyheder i kornmarkedet

Det er forsat udsigten til store overgangsbeholdninger efter høst ’15, der præger markedet. Egentlig synes mange, at alle de positive momenter er i markedet og indkalkuleret i de aktuelle priser, men ”klumpen” der skal håndteres og afskibes inden ny høst er stor, og indtil videre er der ikke noget negativt om ny høst.

Forbrugerne træder vande

De svage økonomiske forhold (bl.a. pga. de lave oliepriser) i de store importlande i Nordafrika samt Nigeria, Sudan og f.eks. Yemen bremser for nye efterspørgsler af specielt brødhvede, som er den vare, der p.t. fylder mest på hylderne. Samtidig bliver brødhveden den artikel, der kommer til at beslaglægge meste lagerplads op til ny høst og igennem høsten.

Valutauro

De lave oliepriser presser også valutaen i Rusland, hvilket stimulerer den interne prissætning og motiverer landmændene til at sælge ud af specielt høst ’15 til priser som målt i forhold til Vest- og Nordeuropa er aggressive.
Det samme er tilfældet i Argentina, hvor den nye regering i december frigav valutaen, der siden er blevet devalueret dagligt. Det er mere et valutamarked end udbud og efterspørgsel, selvom udbuddet også er stort. Argentinske landmænd/eksportører har lagret betydelige mængder fra tidligere høstår, som nu markedsføres med god hjælp fra valuta og afskaffelsen af eksportafgifter.

Egypten modificerede sig selv

De ny kriterier med 0,00% meldrøjer er sat på standby, og senest i sidste weekend købte Egypten 240.000 tons hvede på de gamle vilkår.

Blikket vendes mod ny høst

I de kommende uger rettes fokus mod såning, vækstbetingelser og evt. udvintringsskader. Kort sagt: Vejrmarkedet kan gå i gang, og mon ikke fondene og andre investorer er klar til spekulative opkøb.

Ansvarsfraskrivelse (Disclaimer & Disclosure)
”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg. ”

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle