DMI: En usædvanlig tør april sætter marker under pres

En usædvanlig tør april sætter natur og marker under pres. Tørkeindekset er ifølge DMI oppe på næsten ni på landsplan, hvilket svarer til "høj risiko for tørke" i Danmark.

Jorden er knastør i Danmark. Efter en påske med masser af sol og tør østenvind er tørkeindekset ifølge DMI tirsdag oppe på næsten ni på landsplan.

Det svarer til "høj risiko for tørke" i Danmark.

"Det betyder, at jorden er voldsomt tør ude på markerne og i haverne. Græsset gror ikke. Det er kommet, efter at vi havde en rekordvåd marts, og så kan man selvfølgelig undre sig over, hvordan det kan gå så galt allerede, at vi har så højt et tørkeindeks", siger vagthavende meteorolog ved DMI Frank Nielsen.

Ifølge DMI er der siden 19. marts kun faldet 6,4 millimeter nedbør på landsplan, mens der har været otte timers solskin per dag i snit. I den periode er tørkeindekset steget fra nul til lige under ni.

"Det er meget usædvanligt. Normalt ser man først de tørketal i maj eller juni, så de er minimum en måned tidligere, end man plejer at se", siger Frank Nielsen.

Han vil ikke konkludere, at de tidlige høje tørketal vil resultere i endnu en tør sommer i Danmark.

"Det er for tidligt at sige. Men det er et dårligt udgangspunkt, kan man sige. Det øger risikoen, men vi kan ikke konkludere, at det bliver lige så slemt som sidste sommer. Hvis ikke der kommer meget regn inden for den næste måned, så er det svært at følge med, for så batter det ikke rigtig noget. Og så kan det godt give nogle problemer", siger Frank Nielsen.

Tidligere har Langtidsmeteorolog, Mette Tilgaard Zhang, sagt til landbrugsavisen.dk, at hun ikke tror samme tørre sommer som i 2018, men at sommeren på nuværende tidspunkt (lige før Påske, red.) ser ud til at blive lidt til den tørre side.

Normal maj

Men mens april ligger i den tørre ende indtil videre, vil maj være mere normal, ifølge langtidsmeteorologen.

"Maj måned ser ud til at ende tæt på normalen i forhold til både temperaturer og nedbørsmængder", sagde Mette Tilgaard Zhang lige før Påske.

Sandflugt flere steder

Tirsdag oplevede man flere steder i landet en sandflugt, hvor den meget tørre jord blev blæst af markerne af en kraftig blæst.

Planteavlsrådgiver Finn Poulsen, Sagro, frygter at det vil gå ud over afgrøderne. Det udtalte han tirsdag på landbrugsavisen.dk.

På LandbrugsAvisens Facebookside har artiklen tirsdag aften fået 130 kommentarer og mange har sendt billeder og video af sandflugten i deres område.

 

 

Det tørre vejr betyder også, at der er meget støv i luften. DMI skriver på Twitter, at den kraftige vind har hvirvlet den tørre jord op i luften fra Polen og op over Danmark og Nordsøen.

Tørke 2018

Sommeren 2018 var ekstraordinært varm og tør og kostede dyrt for mange landmænd med afsvedne, gule marker.

Landbrug & Fødevarer frygtede, at tørken ville koste de danske landmænd et tab på 6,4 milliarder kroner. Men da sommeren var ovre og høsten i hus, endte tabet på 4,1 milliarder kroner i forhold til et normalt år.

Obs! Vi vil gerne se jeres billeder og video fra det usædvanlige vejr tirsdag. Send direkte til net@landbrugsmedierne.dk

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle